50 mennesker til konfirmation for under 5000kr.

Min ældste datter er lige blevet 15 år og ville ikke konfirmeres. Hun ville dog gerne fejres og derfor inviterede vi til non-firmation i lørdags. 50 mennesker til mad og drikke samt underholdning til mindre end 5000kr. Nedenfor kan du læse, hvordan vi fik stablet en super god fest på benene – lige i min datters ånd og uden, at der manglede noget. Tværtimod, var det både hyggeligt, sjovt og lækkert.

Den kommende non-firmant

Det skal du låne til en god, billig havefest

Konceptet var, at festen skulle være en havefest. Altså skulle vi være ude i vores have, spille rundbold og spise i maden i et stort telt. Det eneste vi havde klar, var haven. Alt andet – fra rundboldbat til service og mad – manglede.

Flere uger i forvejen talte jeg op, hvad vi havde af service og lånte derefter det, vi manglede af familie og venner. Det var:

  • Rundboldbat og kegler
  • Champagneglas
  • Vandglas
  • Vinglas
  • Bestik
  • Tallerkener
  • Telt
  • Stole
  • Hynder
  • Termokander
  • Duge
  • Projektor
  • Højtalere

Vejret er altid en joker

Vi slog teltet op en uge i forvejen og satte stole og borde op. To dage før festen, vågnede vi op til et væltet og ødelagt telt og måtte indse, at vi ikke kunne nå at låne og sætte et nyt telt op, og derfor måtte rydde vores stuer for møbler og rykke indenfor. Planen om en havefest blev derfor ændret til en sommerfest indenfor og jeg var helt ærlig lidt stresset.

Sådan pynter du op til havefest indenfor

Fredag rykkede vi alle møbler indenfor og stille borde, stole og bænke op.

Pynten bestod af:

  • Sommerlige duge på alle borde. Hver og en forskellig fra hinanden, men tilsammen gav de en stemning af skovtur
  • Vaser sat i farveorden på bordene og fyldt med blomster og grene fra haven og skoven. Særligt grene fra æbletræer og bøgetræer gav liv. Desuden blomsten fra mælkebøtter som lyste flot op.
  • Sneglehuse, muslingeskaller og flotte sten samlet gennem tiden på diverse rejser
  • Stearinlys i alle afskygninger – lange lys og fyrfadslys – i stager og glas
  • Lyskæder, lånt af min mellemste
  • Tæpper og puder, som jeg pyntede de mest afskallede og grimme havestole og bænke med
  • Rispapir-lamper, købt nedsat i Netto
  • Servietter fra IKEA
  • Hjemmelavede bordkort – klip dem evt. ud af brugte te æsker, som ofte er meget smukke. Se mere her

Mad og drikke til 50 mennesker

Da gæsterne kom, fik de et glas rosevin med frosne bær i samt chips. Derefter gik vi op på en nærliggende græsplæne og spillede rundbold. Hertil havde vi pakket nogle kurve med tæpper, øl, sodavand og chips.

Da vi kom retur fra rundbold, var det tid til middagen, som bestod af langtidsstegt kalveculotte, salat, tærte, brød og grillede pølser. Desuden sodavand og rødvin til. I alt brugte vi 3000 kr. på middagen.

  • Alle gæster medbragte en ret, enten et brød, en salat, en tærte eller en kage (selv min datters veninder havde hjemmebagt brød med)
  • Vi købte 5 kalveculotter på tilbud (75% rabat) i Irma, som vi grillede og stegte i ovnen
  • Vi købte 8 pakker gourmetpølser på tilbud (75 %rabat) i Irma, som vi grillede
  • Vi købte øl, sodavand og vin på tilbud flere uger i forvejen i Brugsen og Føtex til i alt 1600kr.
  • Da Rema havde fødselsdag en uge inden festen købte vi de sidste småting som smør, pesto, chips, kaffe, te og rosevin samt frosne bær og is.

Festtøj til fem personer for 230 kr.

Min datter, hende der skulle non-firmeres havde for en måned siden fået en ny fin bluse fra H&M, som hun havde på sammen med et par af mine gamle bukser. Det havde hun det rigtig godt i. Alt klæder jo også en skønhed på 15 år. Jeg selv havde en kjole på, jeg købte for et par år siden i Thailand. Det eneste nye tøj vi købte til anledningen, var et par bukser til min yngste (80kr.) og en bindekjole til den mellemste (150kr.), men vi følte os alle godt tilpas.

God, gratis underholdning

Gæsterne bidrog med taler og sange og min mand og jeg havde selv lavet en kahoot (quiz) til min datter. Alt sammen gratis, men meget personligt. Desuden havde jeg til dagen opgraderet mit Spotify abonnement fra “free” til “premium”, men vi endte med ikke at bruge det, men blot lade radioen spille i baggrunden. Så de 99kr. til underholdning kunne jeg have sparet.

Gaver

Gaver er en del af en konfirmation og en af de poster, som hurtigt kan løbe op. Vi ville gerne give min datter en anvendelig og brugbar gave, som hun kunne have glæde af her og nu samt fungere som et minde for livet.

Min datter er super god til at tage billeder og vil gerne udvikle sine evner. Derfor fik hun en ny telefon med et rigtig godt kamera.

Gaven for livet blev et brugt smykke, som vi købte via “smykdig2ndhand”, som du kan finde på Instagram. Profilen er drevet af Johanne, som ved alt om smykker, design, periode og materialer. Vi fik lov til at komme hjem til Johanne og se alle hendes smykker og prøve udvalgte på, inden vi besluttede os for denne halskæde, som vi syntes passede perfekt til min datter. Dels er den fin og yndig som hende, dels er den næsten magen til en, jeg selv fik af min farmor som 12årig, som jeg har været meget glad for. Halskæden er unik, den har en historie og patina, den er valgt med omhu og kærlighed, et genbrugsfund og med reference til min datters familie flere generationer tilbage. Derudover var halskæden meget billigere end mange af de smykker, man kan købe i almindelige smykkebutikker.

Smuk, smukkere, smukkest med fin vintage halskæde

Udover telefon og haldskæde fik hun en tur til en storby med min mand og jeg. Ikke en udenlandsk storby, men København, hvor vi har lånt en lejlighed og kan cykle rundt på vores cykler og opleve de forskellige kvarterer. Hun ville sikkert være blevet glad for en tur til London eller lignende, men der er masser at opleve i København, vi sparer transporttiden og udgifter til transport og ophold og får alligevel det vigtigste – nemlig tid og ro til bare at være os tre sammen på tur.

En uformel, hyggelig fest

Min datter ønskede sig en uformel fest, og det fik hun. En fest, hvor der blev kæmpet i rundbold, hvor børnene løb ind og ud og legede på kryds og tværs. Hvor der var luft mellem retterne og plads til, at man spildte på dugen og sit tøj. Hvor alle snakkede med hinanden på kryds og tværs og bidrog til at skabe en god fest.

Netop vores form, hvor alle havde en ret med skabte en god dynamik og snak på tværs, fordi alle hjalp til i køkkenet med at stille an og rydde af og nemt kunne falde i snak over, hvilken ret de hver især havde med. Rundbold var også en god is-bryder, som rystede dem, der ikke kendte hinanden, sammen. Vi havde ingen til at servere og rydde af, og derfor var det naturligt, at alle hjalp til, hvilket skabte en god cirkulation.

En god konfirmation behøver bestemt ikke være dyr! – Men den kræver en god familie, som hjælper til. Og, at du tør spørge om hjælp.

Min mor bidrog helt fra starten med alt fra planlægning til lån af stole, service og duge. Hun hjalp også med køb af kød og fik på vaks vis skaffet 75% i Irma, hvilket var en kæmpe gevinst. Derudover var det super hyggeligt at holde festen med min mor, og mærke, at jeg som nu 40årig havde brug for min mors hjælp.

100kr. pr. person

Festen kostede os 5000 kr., det vil sige 100 kr. pr. person. Vi havde to hele stege tilovers, to rammer øl og en ramme sodavand samt is, chips, smør osv. Vi kunne derfor godt have købt mindre ind og minimeret budgettet yderligere, men det gav en tryghed at have nok og intet er spildt, da det hele kan gemmes eller fryses ned.

3 meninger om “50 mennesker til konfirmation for under 5000kr.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *