Derfor skal du netværke

Jeg er helt vildt glad. Jeg har lige talt med en kvinde, som jeg kom i kontakt med via en lukket Facebookgruppe for kvindelige iværksættere. Hun havde læst bloggen her og skrev en sød, opmuntrende besked om, at den var god, relevant og med masser af potentiale. Vi aftale at ringe sammen i dag.

Happy

Hun gav mig gode råd til, hvordan jeg kan eksponere bloggen, så jeg kommer bredere ud med mit budskab. Jeg går straks i gang! Derudover sagde hun noget meget vigtigt, som jeg gerne vil dele, fordi jeg tror hendes ord er brugbare for flere end mig.

Hold dig ikke tilbage

Med en meget tydelig stemme sagde hun:

  • Vær din forandring
  • Lad din energi være din drivkraft
  • Hav fokus på, hvad der sker inde i dig – ikke udenfor dig – på den måde forstærker du din energi
  • Hold dig ikke tilbage

Selvom vi ikke kender hinanden i den virkelige verden, havde jeg en følelse af, at hun meget eksakt kunne mærke min energi og mit drive. At jeg nærede noget i hende, hvorfor hun ville give mig det sidste skub til at komme ud med mit budskab. Tak

Det er ikke dyrt at leve

I går talte jeg med en anden kvinde, en sexolog, som jeg også kom i kontakt med via Facebook. Også hun syntes godt om bloggen og så muligheder for samarbejde. Hun har en anden baggrund end mig og gør brug af nogle andre værktøjer, men vores tilgang og fokus er det samme. Nemlig, at det ikke er dyrt at leve. Det koster penge, men det behøver ikke være dyrt.

Alle klap og tilråb er dejlige

Det er så dejligt, når andre rækker ud, giver sig tid til at kommentere positivt på det, jeg laver, kommer med skulderklap eller på anden måde hepper. Det fører ikke nødvendigvis til lønnet arbejde, men det giver energi og glæde og en tro på, at netop når jeg er allermest mig selv, er jeg mest værdifuld for andre.

Hvorfor netværke?

Jeg har en dejlig familie, gode venner, nære bekendte, gamle kollegaer og studiekammerater. Så hvorfor har jeg brug for at mingle i virtuelle netværk?Med mennesker, jeg dybest set ikke kender, og som ikke kender mig?

I netværket føler jeg mig som den nye pige i klassen. Jeg kan starte på en frisk. Uden skam fortælle, at jeg gik ned med flaget, men rejste mig igen og nu forfølger nye drømme via fokus på gratis glæder. Jeg kan bruge ord og billeder, som jeg ikke turde før af frygt for fordømmelse eller rynken-på-næsen efterfulgt af sætninger som: sådan er du da ikke? Det ligner ikke dig? Det passer jo ikke med, hvad du sagde og gjorde for et år siden. Det er befriende og opbyggende i en forandringsproces som min.

Netværk kan ikke erstatte de dybere relationer, men netværk kan give dig energi, brændstof og mod til at være vild og vovet. Dialog via netværk fører sjældent til lange snakke og krammesceancer – så godt kender vi jo slet ikke hinanden. Derimod er dialogen kontant og ofte meget handlingspræget, hvilket giver god energi.

Netværk er en gratis glæde

Netværk er gratis. Der er masser af dem. De består som regel af mennesker, der ligesom mig, er interesseret i dialog, sparring og inspiration. Tonen er sød og venlig. Du bestemmer selv, hvor meget du giver og tager og hvor høj eller lav stemme, du taler med. Alle kan netværke. Nogen prøver at kalde det en kunst, fordi der er forskel på, hvordan vi netværker, og hvad vi bruger vores netværk til. Men alle kan netværke og der er ingen rigtig eller forkert måde at gøre det på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *