Hvad kan en paranoid skizofreni lære dig, om det det gode liv?

”Jeg smed min cykel fra mig, løb ud på vejen til manden, som lå livløs i krydset efter at en bil havde ramt ham frontalt. Bilerne bremsede hårdt op og dyttede af mig i en uskøn harmoni. Jeg så op på bilerne, som holdt stille i en mærkelig uorden og ned igen på vejen, hvor manden lå. Der er ingen livløs mand og intet trafikuheld. Det var en hallucination og starten på to års indlæggelse, som endte med konklusionen: du er paranoid skizofren”.

Didde er lige fyldt 35 år. Hun er uddannet pædagog og har arbejdet med børn og unge, som har det svært. Hun bor på Islands Brygge samme med hendes kæreste. Didde elsker at være kreativ og hjælpe andre mennesker.  

Didde i solen

sæt realistiske mål, så du kan klappe af dig selv

Didde har en psykisk sygdom. Hun er paranoid skizofren og kan derfor ikke længere arbejde. Ofte er hun indlagt halvdelen af året, hun hører dagligt stemmer, er plaget af en irrationel frygt for og at der er gift i hendes mad. Hun sover hele formiddagen på grund af den medicin, som hun tager og ved aldrig, om hun vågner til en god eller dårlig dag. Alligevel kæmper hun hver dag for, at den enkelte dag skal blive bedst mulig.  

”Jeg ved, at min dag aldrig kun er god. At der altid vil være øjeblikke, hvor jeg ikke har det godt. Jeg kan derfor ikke leve op til at have en god dag, men jeg kan prøve, under de omstændigheder jeg lever, at få den bedst mulige dag”.

Drej øret en anden vej

Vi læser, følger og lytter til coaches, psykologer, filosoffer, iværksættere og eventyrer for at høre om deres perspektiv på livet og deres erfaringer med at lykkes som menneske og få succes. Hvad med dem, som ikke er lykkedes i forhold til samfundets succeskriterier om arbejde, familie og velstand? Kan vi lære noget om livet af dem, som lever et anderledes liv, hvor det almindelige gode liv ikke er en mulighed? Som pr. definition er utilregnelige, tossede og syge og for altid vil være en økonomisk byrde for samfundet?

Jeg var så heldig at drikke kaffe med Didde en onsdag eftermiddag på cafe Toby på Islands Brygge. Didde lærte mig noget vigtigt, som går forud for al selvudvikling nemlig, at man skal passe på sig selv.

Et sygt liv

Efter at have boet i Jylland i en årrække flytter Didde i 2010 tilbage til København. Hun har fået et arbejde, som hun skal starte på, men mangler at finde en bolig. Derfor bor hun i en periode hos venner og familie. Det er stressende og hektisk og derfor bliver hun i første omgang glad og lettet, da hun endelig finder en bolig. Kort tid efter begynder stress symptomerne at melde sig. Hun føler sig svimmel, konstant presset og utilpas i sin egen krop.  Derfor opsøger hun en psykolog og afspadserer en måned fra hendes nye arbejde. Det hjælper, og hun vender tilbage til arbejdet på normal tid.

”En dag, da jeg cykler hjem fra arbejde, ser jeg en mand blive kørt ned. Jeg smider min cykel fra mig og løber ud på vejen mellem alle bilerne for at hjælpe ham. Jeg hører, at bilerne dytter af mig, men der går noget tid før det går op for mig, at der ikke er en mand og at der ikke et sket et trafikuheld. At det alt sammen er noget, jeg har forestillet mig.”

Didde ved med det samme, at der er noget galt. Sammen med en veninde kører hun hen til psykiatrisk skadestue, hvor hun bliver indlagt på et lukket afsnit.

Lad være at sammenligne dig med andre!

”Man bestemmer ikke selv omstændighederne i sit liv, men man bestemmer selv, hvad man vælger at gøre med det. Hvis jeg skulle sammenligne mit liv med andres, så ville jeg bare jeg tænke: fiasko, fiasko, fiasko. De arbejder, har børn og måske et hus. Jeg får ikke nogen børn, går ikke på arbejde og tjener ingen penge. Derfor har jeg valgt, at jeg ikke sammenligner mig med andre”

Inden Didde blev syg drømte hun om at arbejde med og hjælpe børn og unge, som har det svært. Hun ville også gerne giftes og have børn.

”Siden jeg blev syg, har jeg sat mig ned mange gange og revideret mine mål for mit liv. Først troede jeg, at jeg skulle tilbage i arbejde. Så håbede jeg på at komme i et flexjob. Nu håber jeg på at få pension for jeg har accepteret at jeg ikke kommer til at arbejde og altid vil være syg. Mit mål er derfor nu, at have det bedst muligt med den sygdom, som jeg har. Jeg er ikke min sygdom, men den begrænser mig i nogle henseender. Det forholder jeg mig til”

Fokuser på det du kan og har mulighed for!

Didde har accepteret at sygdommen er en del af hendes liv, men også, at den skal fylde mindst muligt. Derfor har hun bevidst valgt, at hun ikke vil ikke vil have kontakt med de venner, som har valgt hende fra på grund af sygdommen. At hun ikke vil komme på væresteder for andre psykisk syge. At hun ikke vil være venner med tidligere kollegaer, som minder hende om det hun var, havde og kunne have haft og at hun i alt hvad hun foretager sig, sætter realistiske mål med udgangspunkt sig selv og hendes sygdom.

”I stedet for at fokusere på det jeg ikke kan, fokuserer jeg på det, som jeg kan. Helt konkret, så har jeg trænet mig selv til, at når der kommer en tanke om det, som jeg ikke kan, så erstatter jeg den automatisk med det, som jeg kan”

Didde revurderer løbende hendes mål, så hun hele tiden udfordrer sig selv, men aldrig så meget, at hun ikke kan lykkes. Hun har ikke brug for at samle på nederlag. Tværtimod er hun meget bevidst om at fokusere det hun trods sygdommen kan og ikke sammenligne sig eller omgås mennesker, som enten tynger hende eller minder hende om alt det hun kan ikke kan eller har mulighed for at opnå.

Nok i Didde

Mange af os får anerkendelse for det arbejde vi udfører, den familie vi har skabt eller den velstand vi har opnået. Jeg spørger Didde, hvordan hun håndterer, at hun ikke kan få anerkendelse for de forhold, som vi i samfundet ofte måler succes ud fra. Diddes svare, at hun ikke savner eller mangler anerkendelse.

”Selvom jeg ikke arbejder, men er på overførsel og dermed en økonomisk byrde for samfundet, så er jeg ikke i tvivl om, at Didde er et dejligt menneske. Det mærker jeg selv, det fortæller min kæreste og familie mig. I går havde jeg fødselsdag og gik ned i 7/11 som jeg plejer efter smøger og cola. Jeg snakker ofte med de ansatte og kommer godt ud af det med dem. I går overraskede de mig med flag, fødselsdagssang og en gave. Så tænker jeg: De må jo synes, at jeg er mega sød.”

Mere sol og smil

Få det bedst mulige ud af det du har, fremfor at ærgre dig over det, du ikke fik!

De første år af Diddes sygdom skammede Didde sig. Hun syntes, at det var pinligt, at hun var blevet syg og prøvede derfor at holde det som en hemmelighed. Skamfuldheden blev erstattet af en sorg over, at hun var var blevet syg og livet derfor tog en anden drejning. I dag kan kun stadig godt blive ramt af en uretfærdigheds-følelse, men vælger også i den situation at fokusere på det positive.

”Jeg giver mig selv lov til at græde lidt og være ærgerlig. Derefter siger jeg til mig selv: det er sådan her det er, hvordan får du det bedst mulige ud af det”.

Didde kan ikke gøre det, som hun drømmer om. Derfor har hun været nødt til igen og igen, at spørge sig selv om, hvad hun kan fylde hendes hverdag med, som gør hende glad. Hun ved, at hvis hun har for høje forventninger, er der en risiko for, at hun bliver skuffet. Derfor sætter hun sig realistiske mål – alle med udgangspunkt i hendes motto om at have den bedst mulige dag.

” Jeg er god til at være alene og beskæftige mig selv. I efteråret samlede jeg fx nedfaldsfrugter og tørrede dem. Jeg kan godt ide at være kreativ og gøre mit hjem hyggeligt. Jeg kan også godt lide, at gøre noget for godt for andre. Derfor samler jeg tøj ind til hjemløse og mennesker, der er indlagt i psykiatrien. Op til jul samler jeg brugt legetøj sammen og giver til enlige forældre, som ikke har råd til at holde jul. Det gør mig glad, at gøre dem glade og at mærke, at det her kan jeg”.

Omgiv dig med dem, som giver dig energi og glæde!

Før Didde blev syg, havde hun veninder, som hun havde kendt siden hun gik i folkeskolen. Efter Didde blev syg, er de alle sammen faldet fra. Det ærgre Didde, men fremfor at begræde det, har hun valgt at opsøge nye fællesskaber, som opfylder hendes behov for at være social.

”Jeg har prøvet at hive dem tilbage, men det går ikke. Jeg er blevet for besværlig. Der er for mange hensyn, der skal tages til mig. Det er ærgerligt, men omvendt, så trives jeg bedst med de uforpligtende relationer, hvor jeg ikke har bundet eller forpligtet mig til at være noget for nogen. Derfor er jeg enormt glad for at jeg har lært de ansatte i 7/11 at kende og at vi på mirakuløs vis har samme humor. Hvis dagen og stemningen er god, bliver jeg hængende og snakker. Og når det bliver for meget og jeg er træt, så går jeg bare. Det er nemt og giver mig den hverdags-snak, som jeg har brug for”.

Didde hviler i sig selv og har accepteret at hun er syg og altid vil være det. Derfor har hun defineret nogle realistiske mål for sig selv med udgangspunkt i en analyse af, hvad der gør hende glad samt en grundlæggende tilfredshed med sig selv.

”Jeg skal ikke give noget tilbage til verden. Jeg har bidraget. Jeg var god til mit arbejde og ved, at jeg har sat mit stempel på de børn og unge, som jeg arbejdede med i sin tid. Nu skylder jeg mig selv at have det godt. Mit liv er ikke perfekt, men det er min virkelighed. Jeg får ikke 200 hilsner på Facebook, når jeg har fødselsdag. Jeg får en fødselsdagssang i 7/11 og så bliver livet jo ikke bedre!”

Det har jeg lært af Didde

Didde skammer sig ikke over sin sygdom, hun forholder sig til den som en omstændighed i sit liv. En omstændighed, som hun grundlæggende er ærgerlig og ked af, men som hun har accepteret. Fremfor at fokusere på det hun ikke er og kan, vælger hun bevidst at fokuserer på det hun kan. Hver dag spørger hun sig selv, hvad der skal til for at hun får den bedst mulige dag. Hun ved, at hun ikke skal sammenligne sig med andre, at hun ikke skal nære sin sygdom, omgås mennesker der dræner hende enten fordi de er psykisk syge eller kræver for meget af hende. At hendes glæde ved de ansatte i 7/11ikke er rigtige venner, men alligevel godt selskab for hende. At hun glædes ved at gøre andre glade og derfor hjælper hjemløse, psykisk syge og enlige, fattige forældre op til jul samt gør sig umage for være en god kæreste, søster, datter og faster for sine to niecer ved ”bare” at være Didde.Vi skal passe på os selv. Det lyder simpelt. Kig på din vennekreds, dine kollegaer og søskende. Hvor mange af dem gør som Didde? Gør du selv? Jeg gør ikke, men jeg begynde nu!

30 dage med anti-inflammatorisk kost

30 dage med anti-inflammatorisk kost er slut. Smagte det godt? Var det besværligt? Dyrt? Sundt? Spiser du fortsat anti-inflammatorisk?

Udgangspunkt

Forsøget med at spise anti-inflammatorisk var et tilfælde. Min mor havde en bog om anti-inflammatorisk kost liggende, jeg lånte den, læste den og blev inspireret. Jeg havde gennem længere tid (et halv år) haft ondt i min hofte og skulder, men led ikke af kroniske, inflammatoriske sygdomme. Jeg spiste grøntsager hver aften, fedtfattigt og varieret og havde grundlæggende en oplevelse af at spise sundt.

Rammer for mit forsøg med at spise anti-inflammatorisk

Mit forsøg med anti-inflammatorisk kost omfattede, at jeg i de 30 dage eksperimentet stod på, spiste efter nedenstående principper. Min mand og mine børn var ikke en direkte del af eksperimentet og dog blev især deres aftensmåltid ændret.

Mål for dagligt indtag:

  • 200 g kål
  • 100 g bær
  • 5 g ingefær
  • Fedt via nødder og avocado
  • Omega 3

Morgenmad

Morgenmaden var nem at ændre.

På hverdage spiste jeg et stykke frugt med ymer og müsli. Ymeren bestod af blendet ymer natural med frosne blåbærbær. Jeg lavede en liter bær-ymer i weekenden og havde dermed nok til hele ugen. Müsli blandede jeg af havregryn, nødder og frø – igen lavede jeg en stor portion, hvor der var nok til flere uger.

I weekenden lavede jeg pandekager ud af ymer, æg, blendet havregryn, spinat, ingefær og banan, som jeg spiste med frisk frugt, blendede bær og lidt ymer. Ofte lavede jeg en stor portion pandekagedej om lørdagen, så jeg søndag blot skulle stege pandekagerne.

Både børn og voksne synes pandekagerne smagte super godt og var meget mættende.

Omega 3

Du kan ikke spise dig til det anbefalede omega 3 niveau. – Jeg kan slet ikke, da jeg kun kan lide varm fisk og ikke torskerogn og makrel på dåse. Derfor spiste jeg hver morgen et tilskud fiskeolie.

Frokost

Til frokost skulle jeg ifølge planen spise grønsager, æg, fisk og fjerkræ. De første par dage fulgte jeg planen, men jeg blev ikke mæt. Til gengæld blev jeg svimmel og fik kvalme. Derfor gik jeg ret hurtigt tilbage til at spise mit yndlingsmåltid til frokost – ristet brød med smør, rosiner og nødder.

Eftermiddag

Jeg er ikke sulten om eftermiddagen, men jeg har lyst til at spise noget. Gør jeg ikke det, bliver jeg stangsulten en time før aftensmaden, overspiser et-eller-andet åndssvagt og får ødelagt min appetit til den sunde aftensmad.

Eftermiddagen er der, hvor vi alle kommer hjem og lander efter en lang arbejdsdag eller skoledag. Ofte bliver mad og drikke et samlingspunkt og anledning til at sætte sig ned og snakke. Derfor kan jeg godt lide at gøre noget ud af min eftermiddagssnack, som under eksperimentet med anti-inflammatorisk mad bestod af grønsagsjuice. Jeg fulgte ikke en opskrift, men afprøvede forskellige sammensætninger med udgangspunkt i, hvad jeg havde af råvarer.

Jeg kan ikke anbefale nogen former for løg i jucen! Eller kål og salat! Derimod synes jeg, at gulerod, rødbede, ingefær, appelsin og æble smagte fantastisk sammen.

Aftensmad

Aftensmaden var også nem. Jeg udskiftede oksekød og svinekød med fjerkræ, æg og fisk og lavede salater med kål. Familien spiste desuden pasta og kartofler til.

Vi plejede ikke at spise fisk ofte, men under eksperimentet spiste vi fisk to til tre gange om ugen. Gerne bagt fisk med birkes eller sesam på.

Bagt laks med birkes og grønkålssalat

Vi plejede at spise salat hver aften, men begyndte under eksperimentet at spise mere kål, i større mængder og ofte råt. Vores yndlingssalt var kål-capresesalaat med Sean Connerydressing.

Dyrt og besværligt?

Nej! Det var sjovt, velsmagende og farverigt. Jeg skulle lære nogle nye opskrifter og købe lidt anderledes ind, men det var sjovt. Fremfor at købe ind og lave mad på autopilot, var jeg opmærksom, nysgerrig og interesseret. Pludselig var det spændende at lave mad og ikke blot et praktisk gøremål. I sær mine døtre synes det var sjovt at være med til, hvilket gjorde projektet og madlavningen til en hyggelig fælles aktivitet.

Jeg valgte bevidst at udskift de dyrere råvarer med billigere alternativer. Fx nødder med frø og kerner. Desuden købte jeg stort ind af fisk, når det var på tilbud og valgte frosne bær fremfor friske. Dermed blev det ikke dyrt at spise anti-inflammatorisk.

Hvad nu?

Vi tager det bedste og faktisk også det meste med os. Morgenmaden består fortsat af bær, ymer og müsli. Aftensmaden af kål og gerne fisk. Fiskeolie spiser jeg hver morgen. Juice om eftermiddagen glemmer jeg nogle gange, fordi det er lidt besværligt. Ikke at drikke, men at lave og allermest at rydde op efter.

Jeg har ikke ondt i min hofte eller skulder mere. Om det skyldes kosten, det ved jeg ikke. Jeg tror, at det skyldes flere ting. Men hvorfor ikke fortsætte med at spise efter ovennævnte rammer og principper, når det smager godt, er sjovt, kønt og føles sundt og tilmed er nemt? Ikke religiøst eller fanatisk, blot som en kilde til inspiration og velvære i det omfang det er muligt? Det er i hvert fald min intention.

TOP 5: Selvforkælelse

Jeg troede, at jeg var god til at forkæle mig selv. Jeg tillod mig selv to-go kaffe, takeaway på travle dage, havde en rengøringshjælp, købte tøj, som jeg følte mig lækker i, afsatte tid til løb, svømning og yoga. Alt sammen ud fra intentionen om at ville mig selv det bedste.

“Vil” er noget helt andet end “lyst”

At ville sig selv det bedste, er blot noget helt andet end at vise omsorg og forkæle sig selv. Så snart “vil” og “skal” indgår i sætningen, spidser jeg ører nu og tænker: Har jeg “lyst”, “brug for” og “energi til” det?

Der er så meget man vil og kan – også meget mere end det for mig var og er muligt at rumme. Selvforkælelse for mig er i dag at “putte” og “forkæle” mig selv med eftertanken: Hvis jeg var min egen forældre eller kæreste, ville den her adfærd opleves som forkælelse? Hvis jeg ikke spørger mig selv om det, kan jeg have en tendens til at forveksle selvforkælelse med “push-beskeder” om alt det jeg bør, skal og kan.

Top 5 selvforkælelse

  • En varm pretzel, som jeg køber frossen i Aldi til 4 kr. og lunder i ovnen
  • Timelangt karbad, hvor jeg ikke laver andet end at skvulpe rundt i vandet
  • Fascial yoga, også kaldet bindevævsyoga, som er en langsom, flydende serie af spontane bevægelser, styret af kroppens behov. Ofte lukker jeg øjnene, dropper alle tanker om at se fjollet ud, og nyder at lade kroppen bestemme. Se mit indlæg om yoga her
  • At skrive på bloggen her. Det giver klarhed, fordi jeg strukturerer mine tanker uden ydre forstyrrelser og dermed kommer tilbage til mig selv og bliver skarp på, hvad der betyder noget for mig. At tage sig tid til det er ikke nemt. Ofte synes jeg, at jeg hellere skal arbejde, dyrke motion, være social.
  • Kryds og tværs! Fordi det er fuldstændig uden formål og minder mig om at ligge på mine bedsteforældres divan i timen efter frokost, hvor der var helt stille i stuen, fordi min mormor og morfar sov til middag.

Hov, jeg glemte varm te i et stort glas, så jeg kan varme hænderne på glasset, mens dampen fra teen for mig til at lukke øjnene og slappe af.

En kamp for diversitet i Vallensbæk havn

I går havde jeg et meget fint møde med en fremmed, som gjorde alle mine fordomme om Vallensbæk og min mistillid til fremmede mænd, der præsenterer sig alene ved fornavn og ønsker at mødes en tilfældig tirsdag på en øde havn og for at kæmpe for diversitet og medmenneskelig respekt til skamme.

Asim

Asim kontaktede mig for en måned siden og spurgte, om jeg ønskede at deltage i hans projekt “United Colors of Denmark”. Projektet er inspireret af den tilsvarende bevægelse i USA, som opstod i kølvandet på terrorangrebet 11. september 2001, og har til formål at nedbryde fordomme og had og opbygge medmenneskelig respekt, forståelse og kærlighed via viden formidling af diversitet.

United Colors of Denmark

“United Colors of Denmark” er en kategoriseret billedvæg, som rummer små udvalgte historier om mennesker, der alle repræsenterer eller kæmper for diversitet, præsenteret via personlige og meget sigende billeder samt en kort tekst.

Politikere, som kæmper for demokrati og fred. Børn, som møder verden med åbent sind og uden fordomme. Iværksættere, som kæmper for andet og mere end deres egen bundlinje. Musikere, som Kim Larsen, der formidler et kærligt og til tider samfundskritisk budskab. Mennesker, der med livet som indsats kæmper mod hadforbrydelser og racisme. Borgere, som med små historier fra hverdagen nedbryder grænser, skel og fordomme.

Jeg gav ham mit “ja”

Jeg sagde “ja” til at mødes med Asim og blive en del af hans billedvæg, fordi jeg synes, det er en fantastisk idé, som supplerer mit budskab med denne blog.

Vi skal møde mennesker og verden med barnets åbne og nysgerrige sind. Tro på det gode i mennesket. Udvise respekt og nysgerrighed. Føle empati og medmenneskelighed. Hjælpe, når vi kan. Ikke fordi, vi selv får noget ud af det materialet eller økonomisk, men fordi, vi ellers snyder os selv, hinanden og verden for kærlighed og omsorg, som er den lim, der binder os sammen og forpligter os på at behandle hinanden godt.

Mod Vallensbæk med alle antenner ude

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg aftenen før jeg skulle mødes med Asim, tænkte:

Sigga, hvad har du sagt ja til! At mødes med en mand, du ikke kender, på en havn i Vallensbæk. En mand ved navn Asim, som vil tage billeder af dig for et højere medmenneskeligt formål. Er du fuldstændig vanvittig! Det er jo begyndelsen på en krimi, der ender med, at du bliver fundet død langs kysten om en måned af en tilfældig forbipasserende.

Alle mine fordomme og mistillid blev gjort til skamme. Vallensbæk havn var smuk og en oplagt location. Asim var sød og professionel – og en meget dygtig fotograf. Asim er oprigtigt optaget af at kæmpe for diversitet og fred via hans projekt “United Colors of Denmark”, som han arbejder på i sin fritid. Hvis du vil vide mere om Asim og hans projekt, kan du besøge facebooksiden her eller følge ham og projektet på instagram her. Asim laver desuden grafik, fotokunst og arbejder som fotograf.

Fy føj for et filter

Post fra instagram, som jeg tænker også giver mening her

View this post on Instagram

Jeg var rimelig tilfreds med mine selfies, indtil min unge lillesøster spurgte, om jeg ikke havde skruet live lovligt meget op for filter styrken, som ifølge hende, fik mig til at ligne en japansk-tegnet dukke. Jeg fik et chok! Dels anede jeg ikke, at der pr default var smurt et lag af filter fem over mine selfies. Dels var jeg rimelig ærgelig over, at jeg slet ikke så så sprød ud, som jeg troede. På vej mod 40, efter stress, røvtur og nedtur, så var jeg faktisk glad for, og en smule lettet ved, at se mig selv på min filter-fem-selvfie. Og ditto nedslået over at se mig selv uden filter. Ikke fordi jeg synes, jeg ligner møg, jeg havde bare troet og vænnet mig til et mere udglatte og rent udseende. På de følgende billeder kan du se forvandlingen fra filter 5 til ingen filter (swipe). Helt ærligt, farede jeg selv lidt vild i rækkefølgen, og måske kommer filter tre før fire. Det er jo sådan set meget godt, for så er jeg stadig tydeligere end filtret. Dog er der tydelig forskel på filter fem og ingen filter. Jeg har nu taget filtret helt væk, selvom min søde lillesøster sagde til mig: ah, tag bare lidt filter på, det gør alle jo! Fandme nej! Hvorfor skal jeg forskønne mig selv for likes fra mennesker, jeg ikke kender? Eller endnu værre, for dem, jeg kender? De vil jo vide, at billedet af mig er falskt og hvorfor forstille mig overfor dem, der jo netop holder af mig, for den jeg er, og de spor det har sat. Jeg vil hellere have færre likes for den ægte mig end mange for noget, som er en løgn. Kh Sigga #udenfilter #nofilter #gratisglæder #ærligt #ægte #stopløgnen #virkelighed #siggab.dk #snart40 #kvindeliv #opgør #sådanserjrgud #deldinefejl #udseende #filter #værdigselv #minimalisme

A post shared by Sigga Birkvad (@sigga39) on

Hver aften, hele ugen, ser vi TV!

“Se” – siger min datter stolt. Jeg kigger på papiret og tænker: Er det sådan vi er? Godt, at ingen andre ser det her!

En hjernedød liste

Min datter på 12 år, som elsker at lave lister, rydde op, holde orden og skabe struktur, har nedskrevet vores TV-Program for ugen. En oversigt, der sort på hvidt fortæller, at vi er den slags familie, som hver aften ser TV sammen. Ikke tilfældigt TV eller lødigt og oplysende TV, men hjernedød underholdning, hvorom det bedste man kan sige, er, at det samler os.

Jeg ville ønske (eller nej, det ville jeg ikke, men jeg synes, det ville lyde flot), at vi hver aften spiller kort, spil, tegner, maler, synger fra højskolesangbogen eller masserer hinandens tæer, mens vi snakker om dagen, der er gået. Hvem har oplevet hvad, hvad følte og tænkte I og hvad synes vi egentlig om Brexit, flystyrt og citronfromagen, som Jesper Vollmer lavede i Go’ Morgen Danmark.

Sammen uden at yde

Når vi har spist og ryddet op, så er vi trætte. Vi orker ikke at forholde os til mere, reflektere og diskutere og gøre os umage. Vi vil bare gerne slappe af, koble fra, underholdes og være sammen uden at skulle yde.

At være sammen uden at skulle yde! Er det forkælet? Ladt? Passivt? Et udtryk for, at vi tager hinanden for givet? Kun er den næstbedste version af os selv? Jeg synes, det er et udtryk for dyb kærlighed, tryghed og tillid.

Tavs, dyb kærlighed

Vi kender og vil hinanden så meget, at vi også vil være sammen, når vi er allermest trætte. Vi tror på og ved, at de andre holder af os i en sådan grad, at de synes, vi er dejlige og værd at være sammen med – også når vi er tavse, ligger udsplattet på sofaen med bukseknappen åben, fordi vi har trukket maven ind hele dagen og mascara tværet ud under øjet, så de mørke rander for alvor bliver sorte.

Vi har tillid til, at vi ikke dømmer hinanden negativt for at være kedelige, brugte og trætte. At vi faktisk er enormt elskelige – også når vi er den mindst forstillede og umiddelbart elskelige version af os selv, fordi det måske er netop der, at vi er allermest os selv. Rolige, afslappede, stille, langsomme. En klump krop, hvor hovedet for en tid ikke er den dominerende part, men hvor kroppen bare gerne vil kramme, ligge i ske, ae og nusse hår. Hvor vi viser vores kærlighed og omsorg uden ord, men med et kropssprog så stærkt, at der slet ikke er tvivl om, at vi er en kærlig familie.

Ja, vi har et TV-program

Vi har et TV program for ugen. Vi glæder os til at se TV og snakker om, hvad der kommer i TV den kommende aften. Vi køber mazarinkage til 10 kr. i Netto, når der kommer “nybyggerne” om onsdagen. Det gør os ikke til en dårlig familie – det er blot vores måde også at være familie på.

Uge 3 på anti-inflammatorisk kost, status

Projektet lever stadig, om end i en mere diplomatisk version.

Morgenmad

Morgenmaden består fortsat af blendet ymer med bær, hjemmelavet müsli og frugt. Det smager godt, er nemt og giver en god, lang mæthedsfølelse.

Blended ymer med blåbær, æble og hjemmelavet müsli

Hvede er ikke en synd, men et behov

Frokost – der har jeg måtte gå tilbage til brød. jeg har altid spist en bolle med smør og rosiner til frokost, og det kan jeg ikke undvære. Jeg blev svimmel og træt, hvis jeg kun spiste grøntsager, kød og æg til frokost. Ristet rugbrød med avocado er dog en af de måltider, der kan vippe hvidt brød af pinden.

Frokost

Afternoon-juice

Eftermiddagssnack er fortsat grønsagsjuice, som jeg har lavet i forskellige variationer med altid med ingefær i. Pulpen kører jeg igennem blenderen to gange for at få mest mulig saft ud, og bruger efterfølgende til grønsagsfrikadeller.

Grønsagsjuice

Mere fisk til aftensmad

Aftensmaden består af salat, som altid indeholder en form for kål samt kød eller fisk. Vi spiser ikke kun kylling og fisk, men også både svinekød og oksekød. Dog spiser vi langt mere fisk end nogensinde før. Ca. 2 til 3 gange om måneden – eller hver gang der er tilbud på fisk i Netto, for jeg synes, det er ganske dyrt.

Status er således at vi stadig spiser en del anti-inflammatorisk og faktisk nyder de retter, juicer og mad, som vi laver, som altid er meget farverigt. Vi er blevet rigtig gode til at spise fisk og har efterhånden flere ideer på rygraden til, hvordan det kan tilberedes lækkert. Fisk med sesam eller birkes på toppen er et hit. Jeg spiser også mine omega 3 kapsler og har faktisk meget mindre ondt i min hofte og skulder, som ellers har driller mig det sidste halve år. Om det er kosten eller noget andet er ikke til at vide, men det er jo et dejligt sammenfald, at jeg har mindre ondt og får en masse nye, gode smagsoplevelser.

”Vi lever med det paradoks, at velstand ikke længere kan oversættes til eksistentielt velvære”

Er det forkælet at insistere på et meningsfuldt liv? Egoistisk at stille sig selv på pause? Uansvarligt at være uden indkomst? Naivt at tro, at det er muligt selv at kreere det gode liv? Håbe på en revolution, hvor eksistentielt velvære, omhu og medmenneskelighed erstatter effektivitet og økonomisk velstand?

Et dogme for livet

For et par år siden sad min mand og jeg efter en regnfuld sommerferie i et lånt sommerhus i Danmark og skrev fem styrende dogmer for vores liv, baseret på oplevelser og erfaringer fra vores sommerferie. Stik mod forventningen havde vi i ly af regnen, i samvær med hinanden og i mangel på kommercielle tilbud og aktiviteter haft en dejlig sommerferie, som vi ikke havde lyst til at give slip på.

En af vores dogmer var ”gratis glæder”. En metafor for oplevelser, aktiviteter og samvær, som i sig selv ikke koster noget og giver inderlig glæde. Ikke nødvendigvis i form af smil og grin, men gerne i form en grundlæggende tilfredshed med, at den forbrugte tid er godt anvendt i overensstemmelse med egne, personlige mål og værdier for det gode liv. En times lektielæsning med min søn under stort postyr kan dermed være en gratis glæde, fordi den forbrugte time er spenderet på et menneske, som jeg vil gøre alt for og på noget, jeg synes, er væsentligt. Nemlig, at vise og lære ham, at det ikke er alt, som vi foretager os, som er sjovt. At alle har nogle pligter at gøre, men også frihed og mulighed for at påvirke stemningen omkring udførelsen af en pligt, man som udgangspunkt har modvilje imod.

”…når vreden, fortvivlelsen eller indignationen indtræffer, træder dydshierarkiet i forgrunden og bekender kulør.”

Vores dogmer blev imidlertid ædt af hverdagen. Vi kunne ikke finde ud af at implementere dem i vores hverdag, som var delt op i arbejdstid, familietid, fritid og kærestetid mellem 21:30 og 22. Vi effektiviserede vores tid, evaluerede vores indsats og den afledte effekt for dernæst at udvikle nye metoder til at bruge vores tid rigtigt. Det blev som en planet ring, der konstant drønede vandret rundt og det lodrette hamsterhjul, som vi løb rundt i. Vi havde aldrig fred. Enten løb vi afsted for at købe ind, læse lektier, løbetræne, gøre rent og gå til forældremøder eller også evaluerede og optimerede vi os selv uden præcis at kende vores egne koordinater for det gode liv.

”Filosofisk set giver det meget lidt mening at skynde sig at tjene en masse penge for at opnå en høj livskvalitet, men i stedet føle, at vi mangler tid og derfor enden med en lav livskvalitet.”

For et halv år siden sagde jeg mit job op og gik på pause. Jeg havde længe haft en følelse af at gå med en frakke, jeg ikke kunne bære. En fin damefrakke af pels og med bindebånd i taljen. Jeg kunne ikke slå vejrmøller, pjaske i vandpytter eller gå med spraglet tøj fundet på Vig Tuskemarked i den frakke. Jeg vidste, at frakken tyngede mig, men ikke hvilken frakke, som jeg ønskede mig i stedet for.

”Hvis der ikke var pauser, ville der bare være støj. Det er pauserne, stilheden, der skaber melodien og nuancerne.”

Siden jeg var meget ung, har jeg drømt om at få børn og stifte familie. I dag har jeg tre børn med en mand, som jeg elsker. Jeg har opnået min drøm og det jeg hele tiden har set som formålet med mit liv. Det efterlod mig med en stor tomhed, som fik mig til at købe den forkerte frakke – den frakke alle andre kvinder på min alder køber, som signalerer overskud, velstand og succes. Jeg kunne ikke forstå, at frakken ikke var behagelig og komfortabel at have på. Lige siden jeg startede i folkeskolen har jeg lært, at en god uddannelse, høje karakterer og et vellønnet arbejde er vejen til målet om et stort hus i Nordsjælland, to biler i indkørslen og den smukke frakke. I tv, dameblade og sociale sammenhænge er det også det, som tæller. Det, der er på afstand signalerer, om du er noget værd. Det, som definerer hvad vi er, fordi vi ikke ved, hvem vi er.

”Det er summen af vores handlinger, der definerer, hvem vi er, og her er det selvrespekten, der regulerer, at afstanden mellem vores erkendelse af, hvem vi er, og hvad vi så gør hver dag, hele tiden er så lille som muligt.”

Da jeg sagde mit arbejde op, smed jeg også den fine frakke ud. Jeg købte ikke en ny, men gik på pause, eller i dvale, for at finde ud af, hvilken frakke jeg egentlig ønskede mig. Jeg frøs, rystede, havde ondt helt ind i knoglerne og følte mig ekstremt blottet uden frakke på. Jeg følte at andre kunne se på mig, at jeg frøs. At de ynkede mig for at gå uden jakke. At de ikke forstod mit valg og min jagt på en ny frakke, som ikke engang jeg selv troede, fandtes.

”Jo tidligere vi kan hive os selv til et tidsmæssigt torskegilde i vores eget liv, jo før kan vi nå at kalibrere tidsforbruget, så vi sikrer, at vi skynder os til det rigtige endemål”.

I går aftes blev jeg færdig med at læse Morten Albæk’s bog ”Ét liv, én tid, ét mennekse”. Det er den bog, som har givet mig modet til at skrive her. Det er citater fra den bog, som står i kursiv og med fed gennem hele teksten.

Mens jeg læste Mortens bog, satte jeg æselører og stregede over med neongul. Jeg glædede mig til at sætte mig ned, samle alle hans pointer og  teser for at oversætte dem til mine egne. Nu læser jeg, hvad jeg har skrevet. Hvad har jeg brugt Mortens teser og ord til?

Morten er respekteret og anerkendt. Når han skriver eller taler, så bliver der lyttet. Fordi han har empirisk belæg og teoretisk fundament. Jeg har mig selv. Morten formulerer det, som jeg har længtes efter, frustreret søgt og endelig fundet, nemlig meningen med mit liv. Det kommer hurtigt til at lyde navlepillende og damebladsagtigt. Det er synd, for det er en svært, men ekstremt berigende proces, som nok starter i navle-regi, men rækker langt ud over os selv og influerer på hele vores kultur og samtid.

Jeg sidder i min stue og skriver. Jeg har ikke frakke på, men jeg fryser ikke. Jeg er tilpas. I gangen hænger min nye frakke. Jeg har købt den på loppemarked med min datter. På noget, som hedder Veras marked. Min datter og jeg skulle have været på shoppe-tur til Berlin. Efter jeg smed den fine damefrakke, havde vi ikke råd til det. Derfor lånte vi en lejlighed i København, cyklede rundt og gik på opdagelse i  nye og gamle kvarterer, mens vi snakkede og var stille sammen.

Gratis glæder er ikke længere en glemt dogme fra en regnfuld sommerferie. Det er et udgangspunkt og et pejlemærke for, hvad jeg oplever som meningsfuldt.

Hvad er det, der går og går, og aldrig kommer tilbage? Det er en af de få gåder, som jeg kan huske fra jeg var barn. Svaret er uret, eller tiden. Derfor er jeg helt enig med Morten Albæk, når han skriver, at

Forvalter vi vores tid forkert, forvalter vi vores liv forkert, da vores liv jo blot er summen af tid.

Gratis glæder er for mig forbundet med frihed, omhu, nysgerrighed og medmenneskelighed.

Frihed, fordi jeg ved at opleve glæden ved alt det, som er gratis, erfarer, at det ikke er nødvendigt at tjene mange penge for at glædes. Fordi det nærer min følelse af taknemmelighed for alt det, som jeg som mennesker har, blot fordi jeg er heldig at være født ind i en dejlig familie, i et fredeligt land med smuk natur og demokratiske spilleregler.

Omhu, fordi jeg ved at udvise omhu og kreativitet med alt fra mad, til tøj og skrot opnår mere for mindre, hvilket grundlæggende giver mig en tilfredsstillelse, fordi jeg selv skaber værdi og samtidig passer godt på den jord og natur, som jeg har fået i gave og som dagligt er en kilde til gratis glæder.

Hva’ deeet?, hva’ deeeet? Spørger det lille barn. Da jeg blev voksen, fik en pæn titel og den flotte frakke på holdt jeg op med at spørge sådan, fordi jeg var bange for at virke inkompetent. I stedet pakkede jeg min nysgerrighed ind i akademiske vendinger og opklarende spørgsmål, som jeg havde lært at stille på en proceslederuddannelse. Øv!

At stille spørgsmål og være nysgerrig er ikke dumt, det er reflekteret (selvfølgelig afhængig af spørgsmålet) og kan føre til berigelse og gratis glæder. Efter jeg smed den pæne frakke er jeg begyndt at stille spørgsmål og være nysgerrig. Derfor har jeg den sidste måned spist antiinflammatorisk kost, selvom der intet videnskabeligt belæg er for, at det skulle være sundt. Jeg har deltaget i en workshop i Dao Yin – en kinesisk, filosofisk tilgang til kroppen og sindet velvidende, at det måske er en omgang hjemmelavet spin for at tjene penge på forvirrede kvinder i vesten. Og hvad så? Jeg er underholdt, jeg bliver inspireret og det får mig til at reflektere. Det pirrer min grundlæggende nysgerrighed på livet og mig selv, hvilket i sig selv er en gratis glæde. At mærke, at jeg er i live, tænkende, reflekterende og i stand til at handle derpå. At opnå selvindsigt, selverkendelse, selvværd og selvrespekt for at blive i Morten’s terminologier.

Fokus på gratis glæder som aktivitet og dyd aspirerer til medmenneskelighed. Løgstrup skriver: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af hans liv i sin hånd” (det står også i Morten’s bog). Derfor skal vi gøre os umage og udvise omhu overfor andre. Vi skal se deres eksistens og nærvær som en kilde til gratis glæde, fordi de kan pirre vores nysgerrighed, berige os med viden og perspektiver samt i sig selv være et givende møde. Særligt dem, som ikke ligner os – dem hvis frakke er en helt anden end vores – dem skal vi være søde og omsorgsfulde overfor. Dem, som køber deres frakke i Aldi, fordi de er uden arbejde. Dem, hvis frakke hænger i skabet, fordi de er på plejehjem, og aldrig kommer udenfor. Dem, som har taget deres frakke omvendt på, fordi de er psykisk syge. Dem, som har taget en sovepose udenpå frakken, fordi de sover udenfor i kulden på Nørreport Station. Lytter vi til dem, spørger dem, hvem de er og ikke hvad de er, bliver vi ikke kun en smule klogere på livet, mennesker og vores samtid, vi er også med til at kultivere en sødme, som vil komme tilbage som en boomerang og hjælpe os den dag det er os selv eller en af vores kære, som har frakken forkert på.  

Hvad så? Du kan jo ikke leve af gratis glæder og desuden er det selvbedrag og psoudo at påstå, at du praktiserer gratis glæder, når selv en kasse rådne grøntsager koster 200kr. bare fordi de er økologiske. Det er også en smule uansvarlig, for du har tre børn, som du skal forsørge. Ja, og tarveligt overfor din mand. Han har jo ikke sagt ja til at forsøge både dig og børnene. Måske drømmer han også om at arbejde mindre. Du er faktisk også en nasse-røv. Du får penge af a-kassen for at være ledig, men du kan jo godt arbejde. Der er ikke noget i vejen med dine arme eller dit hoved. Kom så i gang med at bidrage til samfundet, vi har ikke råd til at du er på pause.

Jeg trækker vejret dybt og læser:

Værdien af penge er ikke købekraften. Værdien af penge er den meningsfuldhed, der er knyttet til at tjene dem. Værdien af penge skal måles på den mængde af meningsfuldhed, der skabes i bestræbelsen på at tjene dem. Hvad enten det er som virksomhed, som investor, som leder eller som medarbejder.

Det er ikke helt sådan min bank anskuer værdi. Overtrækker jeg mit dankort i Netto, spørger de ikke til den mening, der lå i dem jeg tjente, og nu har brugt. Eller dem, jeg bruger for mange af. De er ligeglade med mening, det handler om, om der står plus eller minus på kontoen. Fair nok. Det er et paradigme, som har sin berettigelse, ligesom paradigmet om meningsfuldhed har sin berettigelse politisk, på arbejdsmarkedet, på uddannelsesinstitutioner, i familien og individuelt.

At læse Morten Albæks bog var en stor lettelse for mig. Han formulerer og blåstempler mine egne tanker og følelser, hvilket fortæller mig, at jeg ikke er tosset, urealistisk eller krævende, når jeg ønsker og søger et meningsfuldt liv. Jeg er ikke naiv, når jeg målrettet, men uden sikkerhed, kræver af mig selv, at jeg forener mine faglige kompetencer og kvalifikationer med mine personlige interesser og passion for formidling. Jeg er ikke svag, fordi jeg har opgivet at være medarbejder og have en leder, men stærk, fordi jeg valgte at sige op og nu forfølger min egen drøm om et liv som selvstændig formidler med interesse for mennesker og en passion for ord.

Status på forsøg med anti-inflammatorisk kost – 1 uge

Projekt anti-inflammatorisk kost går godt. Fraset – at alle i familien har haft det, man på pænt dansk kalder løs tarm. Min svigermor ville sige, at bunden er gået.

Morgenmad

Jeg har spist bær, ymer og müsli hver morgen og i weekenderne tilføjet sunde pandekager. Den sidste version, lavet på rødbeder, var jeg dog ene om at spise. Helt ærligt, har jeg lige smidt de sidste stykker ud, fordi jeg også selv havde svært ved at kæmpe mig igennem dem. Varme og sprøde fra panden gik de an. Køleskabskolde og lidt slaskede var de på kanten til klamme.

Weekend-morgenmad

Frokost

Frokost har været lidt sværere, fordi jeg elsker en bolle med smør. Hjulpet af min datter, har jeg fundet en ny favorit, som også passer ind i dette projekt. Ristet rugbrød med avocado.

Eftermiddags-snack

Om eftermiddagen har jeg drukket grøntsagsjuice og efter jeg tog låg ud af blandingen og primært holder mig til en farveskala, så smager det rigtigt godt.

Grøntsagsjuice, bær-yoghurt og müsli til flere dage, så jeg ikke skal stå bøjet over blenderen konstant

Aftensmad

Aftensmaden – det er helt klart der, at jeg har ændret min kost mindst, men hvor den øvrige familie har rykket sig mest. jeg har altid spist kød og salt til aftensmad. Nu er det så salat og fisk eller fjerkræ. Børnene og manden min har derimod spist en del mere salat, korn, kerner og fisk. Laks med birkes, torsk med sesam, smørstegt fiskefilet – jeg føler mig så sej, når jeg for anden eller tredje (!) dag på ugen svinger en fisk på bordet.

Bagt laks med birkes og grønkålssalat

Resultat på første uge

Resultat: Mit anti-inflammatoriske flip er sjovt og farverigt. Vi prøver nye retter og smage. Ja, hele kategorier af mad som fx fisk. Fornemmelsen af mæthed varer ikke altid længe nok, og derfor har jeg skruet op for kulhydrater i form havregryn og groft brød. Ellers bliver jeg simpelthen svimmel og får hovedpine.

Forsøg med “Movements of Harmony”

Søndag var jeg til en workshop i mit lokale yogacenter: Hot Yoga Denmark i Lyngby med Alan Olivier, som underviser i ”Movements of Harmony”.

Efter to timer i selskab med Alan Olivier søndag, cykler jeg hjem i det dejlige forårsvejr. Jeg er glad, men også forvirret. Det var et behageligt møde, som satte mine tanker i gang, men jeg er ikke sikker på, at jeg har forstået, hvad ”Movements of Harmony” er.

Tilpas, men forvirret

Er det en tilgang, en filosofi eller en bevægelsespraksis? Hvad skal jeg gøre for at praktisere ”Movements of Harmony”, og hvad kan jeg opnå ved det? Hvordan adskiller det sig fra andre alternative og spirituelle retninger?

Jeg føler mig inspireret, men kan ikke få struktur på mine tanker og følelser. Derfor vælger jeg at ”sove på” oplevelsen.  

Oplæg og bevægelse

Workshoppen med Alan sker i en vekselvirkning mellem oplæg og bevægelse. Alan fortæller om udgangspunktet for hans praksis. At vi alle er født med en grundlæggende ro og balance, kaldet ”oneness”, men efterfølgende udvikler ”polarity” og ”movements”, som kan føre til ubalance. Sygdom, fysiske skader, et skrantende helbred, mental uro, krise eller psykiske lidelser. Hvis ikke vi forstår at møde dem om omfavne dem, men derimod prøver at fixe dem ved primært at være fokuseret på målet – at blive raske – så opstår der en ubalance.

Alan forklarer og tegner

Ubalance er kroppen, som snakker

Ofte vil kroppen eller psyken forsøge at fortælle dig, at der er en ubalance. Hovedpine, øm hofte, ondt i ryggen mv. Det er ifølge Alan alt sammen signaler fra kroppen om, at der er en ubalance et sted.

Via specifikke bevægelser, udviklet gennem årtusinder i Kina, arbejder og undersøger Alan kroppen. Fokus er på at skabe mulighed for flow af energi gennem kroppen ved at eliminere spændinger, uvaner og usunde kropsholdninger. Kroppen skal tilbage til de positioner, som den oprindeligt havde ved fødslen, dog med respekt for, at kroppen ældes. Skuldrene skal ned og trækkes tilbage. Brystet skal skydes frem og det naturlige lændesvaj skal genskabes. Hofterne skal være åbne og mobile. Først når kroppen er tilbage i sin oprindelige position, er det muligt at få tyngde i kroppen, som efterfølgende vil føre til ro i sindet ud fra tanken om, at når kroppen er i ro vil sindet også komme i ro.

Bevægelse

Vi laver forskellige bevægelser med Alan. Øver os i at strække vores arme helt, åbne op og skabe mulighed for lodret og vandret flow gennem kroppen. At bevæge os langsomt, men med stærke, strakte lemmer. Fokusere og begrænse vores bevægelser til et lille område, hvor vi både styrker og smidiggør led og muskler. Balancere og træne koreografi. Trække musklerne omkring rygsøjlen og skuldrene tilbage samt føre energi igennem kroppen via lange, cirklende kærtegn med vores hænder fra ryg til fod efterfulgt af et ”Chia” – en form for udånding med lyd.

Pause

Mens vi laver øvelserne er mit hoved i ro. Jeg er så fokuseret på at mærke de enkelte øvelser og udføre dem korrekt, at mit hoved ikke har mulighed for at tænke på opvask, indkøb, moster Gerdas fødselsdag og arbejdet, der kalder i morgen.

En kur?

Da jeg kom til workshoppen, havde jeg ondt i min hofte. Det har jeg stadig efter workshoppen. Min oplevelse er, at ”Movements of Harmony” ikke er et quickfix eller en række bevægelser, der fjerne dine smerter eller skavanker. Det er en tilgang til at møde modstand og ubehag.

Fremfor at løbe væk fra det eller søge at løse det, skal du være nysgerrig og opsøgende. Hvor har jeg ondt? Hvornår gør det ondt? I hvilke situationer gør det ondt? Via langsomme bevægelser med strakte, stærke lemmer ”tuner” du ind på kroppen og undersøger dens tilstand samt egen reaktion på denne.

Min konklusion

I takt med at forbindelsen mellem krop og tænkning trænes og forstærkes, vil du blive bedre til at foregribe og reagere på lidelser og ubalancer, fordi du mærker din krop ned til det mindste hårstrå på din storetå og er i stand til at udføre bevægelser, der afhjælper disse samt sætter dit hoved på pause. – Pause fra at tænke dig til en løsning. Analysere problemer og lægge en plan. Det er ifølge Alan ikke nødvendigt, tværtimod, kan det være skadeligt. Kroppen kan sagtens selv guide dig, hvis du lærer at lytte til den.