Gratis, smukke billeder og venskab

I går havde jeg et meget fint møde med en fremmed, som gjorde alle mine fordomme om Vallensbæk og min mistillid til fremmede mænd, der præsenterer sig alene ved fornavn og ønsker at mødes en tilfældig tirsdag på en øde havn og for at kæmpe for diversitet og medmenneskelig respekt til skamme.

Mig

Asim

Asim kontaktede mig for en måned siden og spurgte, om jeg ønskede at deltage i hans projekt “United Colors of Denmark”. Projektet er inspireret af den tilsvarende bevægelse i USA, som opstod i kølvandet på terrorangrebet 11. september 2001, og har til formål at nedbryde fordomme og had, opbygge medmenneskelig respekt, forståelse og kærlighed via viden om og formidling af diversitet.

United Colors of Denmark

“United Colors of Denmark” er en kategoriseret billedvæg, som rummer små udvalgte historier om mennesker, der alle repræsenterer eller kæmper for diversitet, præsenteret via personlige og meget sigende billeder samt en kort tekst.

Politikere, som kæmper for demokrati og fred. Børn, som møder verden med åbent sind og uden fordomme. Iværksættere, som kæmper for andet og mere end deres egen bundlinje. Musikere, som Kim Larsen, der formidler et kærligt og til tider samfundskritisk budskab. Mennesker, der med livet som indsats kæmper mod hadforbrydelser og racisme. Borgere, som med små historier fra hverdagen nedbryder grænser, skel og fordomme.

Jeg gav ham mit “ja”

Jeg sagde “ja” til at mødes med Asim og blive en del af hans billedvæg, fordi jeg synes, det er en fantastisk idé, som supplerer mit budskab med denne blog.

Også mig

Vi skal møde mennesker og verden med barnets åbne og nysgerrige sind. Tro på det gode i mennesket. Udvise respekt og nysgerrighed. Føle empati og medmenneskelighed. Hjælpe, når vi kan. Ikke fordi, vi selv får noget ud af det materielt eller økonomisk, men fordi, vi ellers snyder os selv, hinanden og verden for kærlighed og omsorg, som er den lim, der binder os sammen og forpligter os på at behandle hinanden godt.

Mod Vallensbæk med alle antenner ude

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg aftenen før jeg skulle mødes med Asim, tænkte:

Sigga, hvad har du sagt ja til! At mødes med en mand, du ikke kender, på en havn i Vallensbæk. En mand ved navn Asim, som vil tage billeder af dig for et højere medmenneskeligt formål. Er du fuldstændig vanvittig! Det er jo begyndelsen på en krimi, der ender med, at du bliver fundet død langs kysten om en måned af en tilfældig forbipasserende.

Alle mine fordomme og mistillid blev gjort til skamme. Vallensbæk havn var smuk og en oplagt location. Asim var sød og professionel – og en meget dygtig fotograf. Asim er oprigtigt optaget af at kæmpe for diversitet og fred via hans projekt “United Colors of Denmark”, som han arbejder på i sin fritid. Hvis du vil vide mere om Asim og hans projekt, kan du besøge facebooksiden her eller følge ham og projektet på instagram her. Asim laver desuden grafik, fotokunst og arbejder som fotograf.

Her tænker du på “Gratis, smukke billeder og venskab”

  1. Pingback: Gratis glæder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *