Gratis ferie med frynsegoder

Vi holder påskeferie i et lånt sommerhus på Orø og elsker det. Øen er ikke større, end vi kan gå den rundt. Her er ingen butikker, udover Brugsen, ingen biografer, teatre eller spisesteder.

Gratis idyl

Her er vilde fasaner, kalve der følger deres mor på markerne, en fæl, men meget autentisk lugt af gylle. Gamle, navngivne bondehuse som “skomagerens hus”, der vidner om en anden tid. En fin lille kirke, en skole som er så hyggelig, at jeg overvejer at tage folkeskolen igen. Få biler på vejene, så mindstemanden og jeg kan skate frit og pigerne kan cykle uden cykelhjelm. En beundringsværdig langsomhed, som om livet her er redigeret med slowmotionknappen på min telefon samt en imødekommenhed, der rækker ud over høflighed og smalltalk.

Orø rundt på skateboard

Ingenting at købe

Ligeså meget som jeg elsker roen og langsomheden her, ligeså meget har jeg de sidste par dage jagtet loppemarkeder og garagesalg.

Jeg fokuserer på gratis glæder, men jeg elsker at gøre et godt køb på loppemarkeder, hvorfor mit klædeskab indeholder mere tøj end jeg kan nå at bruge og mit hjem flere genstande end nødvendigt. Derfor har vi de sidste par dage kørt øen rundt og spurgt alle vi mødte, om de mon havde set et loppemarked eller garagesalg. Svaret var “nej”.

Ikke til salg, men gratis

Orø er for naturelskere og livsnydere. Ikke kræmmere og handlende. Ingen ville sælge os noget, til gengæld kunne vi ganske gratis nyde øens natur, bade fra den hjemmebyggede badebro og spille smørklat med en flad bold i skolegården samt klunse brugte bøger, glas og tallerkener.

Leg i skolegården

“Gratis”

Flere gange kørte min datter og jeg forbi den samme papkasse med skriften “gratis” på, som stod udenfor et tilfældigt sommerhus og fandt smukke, aflagte og ret tilfældige genstande, som vi med stolthed tog med hjem, vaskede og pudsede.

Vi har glas og tallerkener derhjemme, så hvorfor tage to uens gals med skår og 10 tallerkener i ukurante størrelse med hjem? Jeg føler mig heldig og bliver begejstret på en barnlig måde, når jeg finder noget, som er fint og smukt, fuld af historie og levet liv, som jeg må få helt gratis. Noget som er smukkere end jeg troede fandtes og tilmed billigere end billigt.

Vores påskeferie på Orø har dermed være en stor gratis glæde af venlighed, skønhed og klunsede genstande.

Morgenmad på terrassen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *