Idéer til hjemmelavede gaver

Der var en, som spurgte mig, om jeg ville komme med flere idéer til hjemmelavede gaver. Det vil jeg meget gerne. Dog har jeg ikke taget billeder af mange af de gaver, som jeg gennem tiden har lavet og givet væk, hvorfor indlægget her mere får karakter af en brainstorm eller liste over idéer, kategoriseret i forhold til grupper af modtagere.

Perleplade-fugl, som pryder min have

Til manden eller kæresten

Siden min mand og jeg mødte hinanden i gymnasiet for snart 20 år siden, har jeg lavet gaver til ham. Søde kærestebreve, gækkebreve, hjemmebag og oplevelser. Et par hjemmestrikkede trusser, tegninger, malerier, perleplader har jeg også lavet. Efter vi har fået børn, er mine gaver blevet færre (nåh). Her kommer en kort liste over nogle af de gaver, som han har fået de sidste par år:

  • Timer alene i vores badekar, med en kold cola og en playliste med vores sange gennem årerne
  • Fodmassage med kokosolie
  • Hjerteformet kage
  • Klunsede billedrammer (han elsker gamle rammer)
  • Rent sengetøj på seng, dyner og puder
  • En bog med billeder af min mand og børnene sammen

Til mine forældre

Min far har altid frabedt sig købte gaver og ønsket sig hjemmelavede gaver. Siden jeg begyndte mit projekt “gratis glæder” har jeg også lavet hjemmelavede gaver til mig mor.

  • Fuglehus
  • En hånd af trylle dej til at fodre fugle fra
  • Hjemmelavede fuglefoder og fuglekugler
  • Maleri
  • Historier, jeg selv har skrevet
  • Et “badutshow” med mine børn, hvor vi til musik og under indstuderet koreografi opfører et gymnastikshow
  • Et hjerte af mos
  • Lerfigurer af mine forældre, der enten dyrker deres hobby eller viser, hvem de som mennesker
  • Klunsede bøger, som jeg selv har læst og kan anbefale personligt
  • En oplevelse alene med mig. Ofte ser jeg kun mine forældre sammen med mine børn, men nogle gange er det rart at ses alene
  • Småkager
  • Hjemmebagt rugbrød
  • En surdej
  • Hjemmelavet julepynt

Veninde og værtindegaver

Jeg synes, det er super hyggeligt at give værtindegaver. Ofte sker det lidt impulsivt på vej ud ad døren, hvilke mine idéer også bærer præg af. Jeg synes dog altid, at modtagerne bliver glade. Om ikke andet, så for tanken.

  • En buket blomster eller forårsgrene fra haven
  • En sten med et sødt budskab eller udvalgt digt på
  • En fin stak af mine aflagte blade, pyntet med et sødt bånd om og lidt blomster
  • Aflagte eller klunsede bøger
  • Hjemmelavet ramsløg pesto
  • Surdej
  • En lille blomst, dyrket i min vindueskarm af stiklinger fra egne blomster
  • Tøj, jeg ikke bruger mere
  • En perleplade
  • Kvæder fra haven
  • Nødder fra haven
  • Spisekastanjer
  • Opgravede blomster eller løg som vintergækker og anemoner
  • Frø fra fx valmuer
  • Hjemmelavede øreringe

Hjemmelavede gaver til mig

Jeg har gennem tiden fået mange hjemmelavede smukke, sjove ting af mine børn og mand, som jeg tænker kunne være gode idéer til jer andre.

  • En drømmefanger
  • “Sigga på dåse” – en collage, som i billeder fortæller, hvem jeg er, påklistret en gammel dåse
  • Min egen bænk i haven. Til at sidde på, men også til at lave motion på
  • En lysestage af gevir
  • Lysestager af træstammer
  • Perleplader
  • Træfigurer af vores lille familie
  • Påskepynt
  • Søde kort
  • En klunset vase
  • Friskplukkede blomster
  • Gavekort til massage

2 meninger om “Idéer til hjemmelavede gaver”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *