Bare fordi du kan, skal du ikke….

Den sætning har snurret rundt i mit hoved det sidste stykke tid. Fordi der ofte er meget, jeg gerne vil og synes jeg bør og skal. Mere end jeg kan nå. Og mere end jeg tror, er sundt.

Ofte forveksler jeg min oplevelse af “at ville” med tanken om, at synes, jeg bør. At det vil være en god ide, sundt, rigtigt, fornuftigt, hensigtsmæssigt, smart, noget jeg bliver glad for på sigt osv.

At ville “et”

Kierkegaard siger, at man som menneske skal ville “et” og holde sig til det. Det er jeg sådan set enig i, men jeg synes, det er svært, fordi jeg som menneske ikke er en ø (for at blive i sproget….), men hele tiden oplever at blive kontaktet af omverden via mails, sms’er, notifikationer og muligheden for at undersøge via google eller følge op på en kontakt, ide eller samtale via messenger, Instagram, LinkedIn og Facebook.

Jeg kommunikerer over seks medier – dertil kommer telefon og fysisk kontakt. Fordi jeg er den pligtopfyldende type, kombineret med, at jeg hader rod (og en ubesvaret meddelelse er rod i min verden), synes jeg ofte, at jeg bør og skal svare med det samme. Her er det, at jeg skal blive bedre til at tænke: okay Sigga, fordi du kan, skal du ikke. For ellers bliver jeg sådan en zapper-type, og det vil jeg ikke. Det er ikke en del af min plan og mit Kierkegaardske “et”.

“Kan” bliver til forstyrrelser

Det er let at skyde skylden på de sociale medier og tænke, at der var færre forstyrrelser i gamle dage. Før computer, smartphones og google. Og en smule fejt. For ofte oplever jeg, at blive forstyrret af mig selv også.

Mine tanker, som fræser rundt og går i alle retninger. Impulsive påfund og ideer eller følelsesmæssige impulser. Derfor kommer jeg nogle gange til at zappe mere, end jeg vil og tage dumme beslutninger eller glemme at være i den konkrete følelse. F.eks. når jeg i et moment at stolthed over en sejr, stopper op og bruger tid på at tage et flot billede, beskære det, indstille lys og poste det. Det er sgu lidt fjollet. Eller når jeg midt i madlavningen, hører en sang, som minder mig om min søster, og straks synes, jeg bør sende hende en besked.

Omvendt er det også noget af det, som jeg godt kan lide ved mig selv. At jeg handler. Er aktiv. I dialog. Og spontan – det gør hverdagen sjov.

Lidt at øve mig på

Jeg har scrollet mine billeder igennem fra de sidste måneder og fundet situationer, hvor jeg blot fordi jeg kunne, helt sikkert ikke skulle. Hvor det havde været smart igen at tænke: okay Sigga, bare fordi du kan, skal du ikke.

  • Jeg klippede mit pandehår selv med en køkkensaks. Det blev ikke vildt kønt, og er endnu ikke vokset ud.
  • Jeg farvede mit hår med en farve fra Netto, som tilfældigvis var på tilbud. Håret blev grønt.
  • Jeg forsøgte at tomle hjem. Igen samlede mig op, men grinede bare ad mig.

Jeg kunne helt sikkert finde mange flere eksempler, men heldigvis har jeg ikke taget billeder af dem alle. det vidner dog, om en vis distance til min telefon.

Dejligt, at du kan, men vil du?

Hmm, så hvad vil jeg sige med det her indlæg? At jeg vil nyde og glædes over alt det jeg “kan”, men aktivt vælge til og fra i forhold til timing, setting og min egen lyst, og kun gøre det jeg “vil” i de situationer, hvor mit impulsive temperament ikke har taget over, og jeg har klippet mig selv skaldet og farvet hårbundet lilla. For det vil jeg faktisk værne om. Evnen til at handle uden altid at tænke.

Så Sigga: Når du bliver forstyrret eller vil flere ting på en gang, så gør kun det du vil, og ikke alt det, du kan. Og når du kun vil en ting, fordi du føler for det og slet ikke tænker, så giv los.

Ikke fordi jeg kan, men fordi jeg har lyst.

Måske tænker du, at det her indlæg netop er udtryk for ovenstående eksempel. Nej, jeg har tænkt over det her nogle dage og haft lyst til at skrive det ned. Ikke fordi jeg kan, men fordi jeg har lyst.

Købe, bare fordi der er tilbud (ok, den falder lidt udenfor…og min mand elsker pølser)

error

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.