
Mere end nogensinde har jeg brug for mit moodboard. Fordi jeg ellers kommer til at gå rundt i de samme halv-klamme leggins og den gode, vamsede strik, der krammer mig hele dagen, mens jeg sidder på mit kontor og arbejder for kunder, som jeg kun mailer eller snakker i telefon med.

Det er ikke fordi jeg gerne vil være klam og grim. Det er bare fordi, jeg er kombinationen af doven og snusfornuftig. Hvorfor brug tid på at klæde sin pænt på for at sidde hjemme? Hvorfor slide på mit pæne tøj, når ingen alligevel kigger? Hvorfor bruge penge på at vaske unødvendigt meget, når indtjeningen er uforholdsmæssig usikker? Hvorfor lave et moodboard for maj 2020?
Because you’re worth it!
Jeg har brug for inspiration. For at huske og blive lokket til igen at klæde mig pænt på og interesserer mig for farver, tekstiler, sammensætninger og trends. Derfor har jeg som vanligt lavet et nyt moodboard, der skal hjælpe mig til at bruge mit gamle tøj på nye måder, så jeg ikke kommer til at købe nyt – men tværtimod opdager, husker og genforelsker mig i det jeg har.
Maj 2020; Here I come
I maj vil jeg:
- Gå i sæt. Jeg har bl.a. et ret crazy sæt, jeg har købt i en genbrug for nogle år siden, og som jeg har syntes, var for voldsomt at have på før.
- Mikse blomsterprint og striber. Ofte går jeg i blomsterprint om sommeren og stribede, striktrøjer om vinteren. Men nu skal de mikses.
- Hvide skjorter og kjoler med en smule blonde. Jeg har dem, de skal bare bruges – også selvom de er sarte, skal stryges og er lidt mere “nervøse” end andre items.
- Pasteller off course. Og dette år også lysegul, hvis jeg kan finde noget – måske i mine døtres tøjskab.
- Tern – særligt pepitatern – som jeg må kigge efter i genbrugen, da det ikke er noget, jeg har.
- Min mands blazere – gerne kombineret med korte short. Det er åbenbart moderne, at gå med herre-blazer. Og da min mands klædeskab står klods op ad mit (og vi nærmest er lige høje), er det jo ret nemt.
- Huske, at gråt hår er elegant
- Gå med mørkebrun løbestift
- Flette mit hår i to franske fletninger, når jeg dyrker sport. Det kan man godt, selvom man er 41!
- Bruge mine strikkede veste, som jeg var så heldig at finde i en genbrugsbutik i Australien denne vinter
- Lytte til podcasten “historien om Lukas” på Politiken/Third Ear, som handler om, hvordan en ung dansker ender med at blive dræbt i kamp for IS i Syrien?
- Låne Yahya Hassans bog “2” på biblioteket.