Nye gratis glæder

Jeg har fundet en ny gratis glæde. Den er ikke begrænset til ét sted, én årstid, ét tidspunkt, specifikke personer eller konkrete remedier. Den bliver ikke kedelig eller slidt af at blive brugt. Den bliver ikke væk.

Mod

Min nye gratis glæde er mit mod til at gøre præcis, hvad jeg har lyst til og opleve, at det lykkes.

Mod til at gå med hat og mødes med en fremmed mand i Vallensbæk

En ordnet pakke af drømme

Jeg er uddannet Djøf’er og har i mange år arbejdet som konsulent med speciale i at udvikle, optimere og effektivisere. Derfor var det naturligt for mig at forsøge at ordne og pakke mine drømme, så de udgjorde en samlet, bæredygtig plan. En plan, jeg kunne forsvare økonomisk, som var realistisk ud fra de givne omstændigheder og ressourcer, og som samtidig passede til mig som individ.

Paralyseret af kludder

Her opstod problemet. Jeg ville være selvstændig, men havde ikke et konkret produkt eller en portefølje af kunder, jeg kunne trække på. Jeg ville leve af at skrive, men var ikke uddannet journalist eller havde erfaring som skribent eller tekstforfatter (dog som kommunikationskonsulent og webmaster). Jeg ville holde foredrag og workshops, men vidste ikke, om hvad. Jeg ville undervise i yoga, men havde ikke penge til en yoga-uddannelse.

Jeg ville have mulighed for at arbejde hjemmefra, men samtidig være en del af noget større, hvor jeg oplevede “at løfte i flok” og måske endda “kæmpe for en større sag”. Jeg ville tjene penge nok til, at vi som familie fortsat kunne bo i vores hus. Jeg ville have et arbejde, som optog mig personligt og var så spændende, at jeg ikke skelnede mellem arbejde og fritid. Jeg ville have et arbejde, som var fleksibelt og gjorde det muligt at løbe en tur præcis, når jeg havde lyst.

Det var umuligt at finde en form til alle mine drømme, hvor de hver og en kunne ligge pænt ved siden af hinanden. Tværtimod, lå de som en stor rodebunke på gulvet foran mig og grinede mig op i hovedet, mens jeg paralyseret sad med hænderne i skødet, fordi jeg ikke kunne hitte rede i, hvor jeg skulle starte.

Alt overbord

Indtil jeg opgav at få system, struktur, belæg og sikkerhed for noget af det. Indtil jeg gav mig selv lov til at lege og lade som om, jeg var selvstændig skribent, forfatter, foredragsholder og yogalærer. Indtil jeg fandt modet til at stå ved mine drømme og turde være åben, pågående, vedholdende og dristig i min adfærd.

Lys forude uanset struktur, system, belæg og sikkerhed

Første skridt

Første skridt var at skrive på bloggen her og dele den i mit netværk. Andet skridt var at arbejde som tekstforfatter. Tredje skridt, at skrive artikler, kontakte magasiner og nyhedsmedier og få mine artikler udgivet i eget navn. Næste skridt var at råbe højt om, at det var det her, jeg gjorde – levede af at skrive og dele min mening og perspektiver med verden. At jeg troede på, at det ikke bare var en leg, men en ny virkelighed. Dernæst at konceptualisere Siggas butik, lave visitkort, skaffe kunder, fakturerer mv.

Hjemmelavede visitkort

Sjette skridt, at blive yogatræner

Begrundelsen for ikke at undervise i yoga havde i mange år været, at jeg ikke var uddannet yoga-instruktør. Efter at have kigget på diverse uddannelser, som i nogle tilfælde bestod af et 8 ugers weekend-kursus, besluttede jeg, at jeg havde rigeligt med erfaring (15 år) til at kunne undervise.

Tegning fra min mellemste den første dag, jeg skulle træne mine yogier i yoga

På Facebook skrev jeg et ærligt opslag om, at jeg gerne ville dele min glæde og interesse for yoga med andre, men ikke var uddannet instruktør. I dag mødes vi 4 kvinder tirsdag morgen i min stue og dyrker yoga sammen. Jeg glæder mig altid, til de kommer, nyder at være i flow med dem og bruge min erfaring og er altid i godt humør, når de går igen.

Syvende skridt… foredragsholder

I mit arbejde som konsulent har jeg altid nydt at planlægge og gennemføre processer, hvor deltagerne via konkrete aktiviteter blev klogere på sig selv eller et emne. Dog savnede jeg, at have mit hjerte mere med i arbejdet og være oprigtigt interesseret – ikke kun metodisk, men også indholdsmæssigt.

Siden jeg startede bloggen her, har gratis glæder fyldt meget i min bevidsthed, hverdag og omgang med andre. Jeg gik med en fornemmelse af, at gratis glæder var mere end blot at glædes ved forårsblomsterne, der springer ud, og fuglene, der kvidrer. At det var en livsstil, som jeg ønskede at formulere og dele med andre. Derfor kommer der i midten af maj otte skønne mennesker hjem til mig for at høre om gratis glæder samt blive klogere på, hvordan gratis glæder kan fylde mere i deres hverdag og måske give plads til noget andet. Mit håb er, at jeg efterfølgende kan afholde flere foredrag og workshops om gratis glæder.

Mod er min nye ven og kilde til gratis glæder

Jeg er så glad for, at jeg valgte at sige stop, gå på pause og kaste mig ud i det, som på afstand så vanvittigt ud. At forfølge gamle og nye drømme uden at have den rette uddannelse, en horde af kunder, erfaring at trække på og en bunke penge at stå sikkert på.

Jeg er ikke i mål endnu. Jeg har stadig meget at lære. Meget at udvikle og gøre. Jeg er på vej og jeg går med rank ryg, hævet pande, et kæmpe smil, klædt i genbrugstøj på vej fra yoga til et møde med en ny kunde, som jeg skal skrive for. Alle de glæder har jeg fået helt gratis af mig selv, fordi jeg var modig.


error

TOP 5: Selvforkælelse

“Vil” er noget helt andet end “lyst”

Jeg troede, at jeg var god til at forkæle mig selv. Jeg tillod mig selv to-go-kaffe, take away på travle dage, havde en rengøringshjælp, købte tøj, som jeg følte mig lækker i, afsatte tid til løb, svømning og yoga. Alt sammen ud fra intentionen om at ville mig selv det bedste.

At ville sig selv det bedste, er blot noget helt andet end at vise omsorg og forkæle sig selv. Så snart “vil” og “skal” indgår i sætningen, spidser jeg ører nu og tænker: Har jeg “lyst”, “brug for” og “energi til” det?

Helt glad

Der er så meget man vil og kan – også meget mere end det for mig var og er muligt at rumme. Selvforkælelse for mig er i dag at “putte” og “forkæle” mig selv med eftertanken: Hvis jeg var min egen forældre eller kæreste, ville den her adfærd opleves som forkælelse? Hvis jeg ikke spørger mig selv om det, kan jeg have en tendens til at forveksle selvforkælelse med “push-beskeder” om alt det jeg bør, skal og kan.

Top 5 selvforkælelse

  • En varm pretzel, som jeg køber frossen i Aldi til 4 kr. og lunder i ovnen
  • Timelangt karbad, hvor jeg ikke laver andet end at skvulpe rundt i vandet
  • Fascial yoga, også kaldet bindevævsyoga, som er en langsom, flydende serie af spontane bevægelser, styret af kroppens behov. Ofte lukker jeg øjnene, dropper alle tanker om at se fjollet ud, og nyder at lade kroppen bestemme. Se mit indlæg om yoga her
  • At skrive på bloggen her. Det giver klarhed, fordi jeg strukturerer mine tanker uden ydre forstyrrelser og dermed kommer tilbage til mig selv og bliver skarp på, hvad der betyder noget for mig. At tage sig tid til det er ikke nemt. Ofte synes jeg, at jeg hellere skal arbejde, dyrke motion, være social.
  • Kryds og tværs! Fordi det er fuldstændig uden formål og minder mig om at ligge på mine bedsteforældres divan i timen efter frokost, hvor der var helt stille i stuen, fordi min mormor og morfar sov til middag.

Hov, jeg glemte varm te i et stort glas, så jeg kan varme hænderne på glasset, mens dampen fra teen for mig til at lukke øjnene og slappe af.

error

Gratis glæder med United Colors

Som et led i mit samarbejde med United Colors of Denmark, som jeg har skrevet om her, blev jeg bedt om at skrive en kort tekst om gratis glæder.

Billede, taget af Asim til United Colors of Denmark

Jeg deler teksten nedenfor, da jeg synes, den illustrerer den vej jeg er gået med gratis glæder i hånden og den vej, jeg håber at forsætte ad samt betræde fremadrettet.

På mission

Jeg er på en mission! Via konkrete eksempler vil jeg vise, at der er et alternativ til hamsterhjulet, hvor vi i jagten efter mere, større, nyere, bliver mere og mere ulykkelige. Alternativet er gratis glæder.   

Et oprør

I årevis havde jeg kæmpet med det vi kalder stress. En gnavende følelse af, at jeg levede mit liv forkert. Det gav mig massive søvnproblemer, hjertebanken, indre uro, kolde hænder, kvalme og svimmelhed.

En aften sagde jeg stop og sagde mit job op, ryddede op i huset og solgte ud af overflødige ting og tøj. Solgte min bil, opsagde alle abonnementer og gik ”på pause” for at finde ud af, hvad der gjorde mig glad.

Langsomt, men sikkert

Jeg fandt ud af, at det som gør mig glad, ikke koster penge, men tid og tilstedeværelse. Langsomt begyndte jeg at erstatte materielle goder med gratis glæder. Merforbrug blev til genbrug og omhu. Effektivitet til omsorg. Mål og resultater til nysgerrighed og leg.

Mine erfaringer, eksperimenter og oplevelser skrev jeg om på min blog siggab.dk

En sød tegning og et kærligt budskab fra min datter

Det lærte jeg….

Jeg lærte mig selv at kende og fandt ud af, at jeg ikke er defineret af min titel eller indkomst, men derimod af, hvad jeg værdsætter i livet, og hvordan jeg ønsker at omgås mig selv og andre mennesker.

Gratis glæder var ikke en økonomisk nødvendighed, men et bevidst fokus, udgangspunkt og pejlemærke, som grundlæggende gjorde mig gladere, mere rolig og nærværende samt udløste en befriende følelse af frihed. Jeg behøver ikke en fin titel, en høj indkomst eller den nyeste blazer for at være glad, jeg behøver blot ro og tid til at nyde alt det, som var lige foran mig og var gratis.

Løb og cykling i naturen, yoga med min datter i stuen, meditation, skak med min yngste, afklippede grene fra skoven og blomster fra vejkanten. Tegne, lave ler og læse bøger, lånt på biblioteket. Lækker mad ud af rester, skæbnefortællinger fra manden foran Netto, der sælger Hus Forbi og et smil fra buschaufføren. Sten fra stranden, på tur til Danmarks smukke provinsbyer, kys, kram og tid med mine kære. Det gør mig glad og er gratis.

Intet er gratis

Livet i sig selv er ikke gratis. Jeg har tre sultne børn og et hus. Forfatteren Michael Ende sagde: ”Fordi tid er liv, og livet bor i hjertet”. Ved bevidst at fokusere på, vælge og opsøge gratis glæder oplever jeg en tilfredshed, glæde og ro, i mit hjerte, som giver mig overskud og frihed til at arbejde med det, som jeg har lyst til. Nemlig; mennesker og ord, samt penge og tid til det, som er nødvendigt og vigtigt for mig; min familie og rejser.  

Læs og husk det her!
error

Gratis, smukke billeder og venskab

I går havde jeg et meget fint møde med en fremmed, som gjorde alle mine fordomme om Vallensbæk og min mistillid til fremmede mænd, der præsenterer sig alene ved fornavn og ønsker at mødes en tilfældig tirsdag på en øde havn og for at kæmpe for diversitet og medmenneskelig respekt til skamme.

Mig

Asim

Asim kontaktede mig for en måned siden og spurgte, om jeg ønskede at deltage i hans projekt “United Colors of Denmark”. Projektet er inspireret af den tilsvarende bevægelse i USA, som opstod i kølvandet på terrorangrebet 11. september 2001, og har til formål at nedbryde fordomme og had, opbygge medmenneskelig respekt, forståelse og kærlighed via viden om og formidling af diversitet.

United Colors of Denmark

“United Colors of Denmark” er en kategoriseret billedvæg, som rummer små udvalgte historier om mennesker, der alle repræsenterer eller kæmper for diversitet, præsenteret via personlige og meget sigende billeder samt en kort tekst.

Politikere, som kæmper for demokrati og fred. Børn, som møder verden med åbent sind og uden fordomme. Iværksættere, som kæmper for andet og mere end deres egen bundlinje. Musikere, som Kim Larsen, der formidler et kærligt og til tider samfundskritisk budskab. Mennesker, der med livet som indsats kæmper mod hadforbrydelser og racisme. Borgere, som med små historier fra hverdagen nedbryder grænser, skel og fordomme.

Jeg gav ham mit “ja”

Jeg sagde “ja” til at mødes med Asim og blive en del af hans billedvæg, fordi jeg synes, det er en fantastisk idé, som supplerer mit budskab med denne blog.

Også mig

Vi skal møde mennesker og verden med barnets åbne og nysgerrige sind. Tro på det gode i mennesket. Udvise respekt og nysgerrighed. Føle empati og medmenneskelighed. Hjælpe, når vi kan. Ikke fordi, vi selv får noget ud af det materielt eller økonomisk, men fordi, vi ellers snyder os selv, hinanden og verden for kærlighed og omsorg, som er den lim, der binder os sammen og forpligter os på at behandle hinanden godt.

Mod Vallensbæk med alle antenner ude

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg aftenen før jeg skulle mødes med Asim, tænkte:

Sigga, hvad har du sagt ja til! At mødes med en mand, du ikke kender, på en havn i Vallensbæk. En mand ved navn Asim, som vil tage billeder af dig for et højere medmenneskeligt formål. Er du fuldstændig vanvittig! Det er jo begyndelsen på en krimi, der ender med, at du bliver fundet død langs kysten om en måned af en tilfældig forbipasserende.

Alle mine fordomme og mistillid blev gjort til skamme. Vallensbæk havn var smuk og en oplagt location. Asim var sød og professionel – og en meget dygtig fotograf. Asim er oprigtigt optaget af at kæmpe for diversitet og fred via hans projekt “United Colors of Denmark”, som han arbejder på i sin fritid. Hvis du vil vide mere om Asim og hans projekt, kan du besøge facebooksiden her eller følge ham og projektet på instagram her. Asim laver desuden grafik, fotokunst og arbejder som fotograf.

error

Spar 150.000kr. på tre år

Jeg kom i kontakt med Sis via Instagram, hvor hun blogger om at leve mere for mindre. Jeg tror vores første “snak” handlede om hjemmelavet chai-latte. Den næste om fiskeolie, som jeg begyndte at spise i forbindelse med mit anti-inflammatoriske eksperiment. Sis er hjemkundskabslærer og har i den forbindelse undersøgt markedet for fiskeolie samt virkningerne af forskellige typer. Da hun læste, at jeg spiste Nettos fiskeolie skrev hun til mig, om jeg ikke ville prøve Eqology fiskeolie, som hun forhandler og står inde for. Det blev starten på et dejligt bekendtskab med Sis, som udover viden om fiskeolie og erfaring med at spare penge, rummer en sødme og energi, som for mig har været og er en stor gratis glæde af en kaliber, der ikke kan prissættes.

Sigga

Interview med Sis Andersen; sådan lever du mere for mindre og sparer 150.000kr.

Sis Andersen blogger om, hvordan man i den travle hverdag kan spare penge. Hvordan vi alle sammen kan ændre små ting i hverdagen for at kunne lægge lidt til side hver eneste dag. De erfaringer, deler hun til glæde for sig selv og andre. Du kan se og læse Sis’ blog her

Sigga: Du har sparet de sidste tre år for at nå dit mål, om at rejse med din datter i min. 1 år. Hvad har du konkret gjort?

Sis: For tre år siden kom vi hjem fra en 3-uger lang rejse til Thailand. Vi oplevede her ”at stige af ræset”, som helt konkret betød, at vi ikke levede efter en kalender eller uret. Vi havde tid til at nyde nuet. Det lyder så kliche-agtigt, men pludselig havde vi tid til at se hinanden og lære hinanden endnu bedre at kende som familie!

Min datter og jeg blev hurtigt enige om, at det ville vi noget mere, men med en flyvsk hverdag, hvor der skal betales faste udgifter, kan det hurtigt gå i glemsel igen. Vi fandt en skattekiste og heri lagde vi i begyndelse de penge, som vi følte var ”overskud”. Det var f.eks., når min datter fik lidt penge af naboerne eller bedsteforældre, og når jeg fik penge i gave. Stille og roligt fik vi sat tingene i system og blev enige om at lægge så meget som muligt til side.

Sigga: Hvor meget har I sparet op?

Sis: Dagligdagens udgifter er store, når man som jeg, har siddet i ejet hus alene og med et barn boende hjemme fuld tid. Derudover har det ift. mit arbejde været nødvendigt at have en bil. På de tre år har vi, uden at føle at vi har manglet noget og stadig taget på ferie, sparet 150.000 kroner sammen.

Det helt store skridt tog jeg, da jeg valgte at sælge mit hus. Det kostede meget overvejelse, for det er som at fjerne et sikkerhedsnet. Det var skræmmende og føles sårbart. Samtidig har det været en fantastisk lettelse at fjerne de meget tunge udgifter! Dog betyder det, at vi må lukrere på venner og families godhed, når vi kommer hjem fra vores rejse, for vi har ikke noget hjem.

Sigga: Hvilke udgiftsposter har du sparet mest på?

Sis: Der hvor jeg virkelig har kunne mærke en forskel, har været, da jeg 100% lagde madplaner og overholdt dem. Det, der i høj grad dræner et budget er, når man tager ud og handler og ”kommer til” at putte noget i indkøbskurven, som man ikke skulle bruge. Med en madplan, der ikke kun omhandlede aftensmaden, fandt vi anvendelse for alle rester og det kan virkelig betale sig. På den måde kan rigtig mange mennesker helt sikker spare en masse.

Sigga: Hvilke ændringer har været lettest at gennemføre?

Sis: Det hele har faktisk været forholdsvist let. Samtidig har det været sjovt. For mig har der åbnet sig nye muligheder, når jeg har afprøvet noget nyt, som f.eks. at sætte en masse grøntsager i haven, så der kunne spares på madbudgettet over året. Så ud over besparelserne, har det været en spændende rejse!

Sigga: Hvilke ændringer har været sværest at gennemføre?

Sis: Vi elsker at rejse og at opleve. Vi havde derfor sat som mål, at vi ikke ville tage på ferier før 2019. Det har vi ikke overholdt! Derfor er det blevet en kunst at forsøge at finde så gode, men alligevel billige rejser, når vi har været afsted. Vi er helt klar over, at det har gjort, at vi ikke har sparet så meget sammen som planlagt, men det var et valg, vi traf.

Sigga: Du har en datter på 15 år? Hvad synes hun om dit spare-projekt? Og har du også sparet på udgifter som mad, tøj, lommepenge og oplevelser til hende?

Sis: Frida på 15 år, er endnu bedre til at spare end jeg er. På det punkt er hun under ingen omstændigheder en normal teenager! Hun vil hellere arve tøj frem for at gå ud og købe. Når hun skal afsted med sine venner, takker hun oftest nej til at få penge med, fordi hun hellere vil have, at vi sparer op. Hun får naturligvis nyt tøj, når det kræves og hun oplever ikke, at hun lider afsavn. For hende har det været lige så spændende at spare op, som det har været for mig. Den eneste gang hun syntes jeg var lidt for meget, var da jeg opsagde vores tv-abonnement og deklarerede, at nu skulle vi leve uden tv! Vi nåede et kompromis, hvor vi købte Netflix, men ikke andet.

Sigga: Hvordan har din familie og venner reageret på dit spare-projekt? Har det på noget tidspunkt stillet dig i vanskelige situationer? Fx at du har måtte sige nej til oplevelser, aktiviteter, fester, restaurantbesøg eller lignende?

Sis: Da målet blev sat, måtte jeg samtidig erkende, at jeg er en livsnyder! At være social er vigtigt for mig. Vi lever i en verden, hvor folk gerne vil spare penge, men måske ikke lige tænker over, hvordan det kan lade sig gøre. En af de ting vi har gjort, er at mødes i skoven til dagsarrangementer, hvor alle tager noget med. Det samme har gjort sig gældende, når vi er mødtes hjemme. Hvis jeg har foreslået, at alle tager lidt med til et fælles bord, er det blevet imødekommet med kyshånd. Vi har været meget åbne om vores mål og derfor er vi måske sluppet for invitationer til ting, vi måske skulle ende med at sige nej tak til.

Sigga: Udover, at du har sparet penge og nu kan realisere din drøm om at komme ud at rejse, har du da opnået andre positive effekter ved at spare?

Sis: Vores rejse skal ikke være ”Once in a lifetime”, og det er blevet en del af vores liv at spare. Vi er på ingen måder nærige og vil altid byde andre på et aftensmåltid eller en kop kaffe, men vi sparer, hvor vi kan! Det fortsætter vi uden tvivl med. Det har indtil nu været en utrolig positiv oplevelse! Vi fik f.eks. høns, så vi kunne få æg og føle anvendelse for vores madrester. Det har været – og er – rigtig spændende at høre om andre folks idéer til, hvordan man kan spare penge i hverdagen. Det har givet nogle fantastiske samtaler og en følelse af samhørighed.

Sigga: Nu er det her en blog om gratis glæder. Vil du dele dine top fem gratis glæder?

Sis: Når en stor del af livet handler om at spare penge sammen, så er ”gratis glæder” et fantastisk begreb.

  1. Det koster intet at invitere venner og familie med en tur ud i naturen og det giver fantastiske snakke at være sammen ude i det fri.
  2. Jeg elsker at tage på café med veninder, og det gør jeg stadig, men lige så ofte forsøger jeg at få mine veninder med ud at gå en tur. En tur ud i ”det blå” i stedet for f.eks. at gå ud at shoppe.
  3. En anden ting er at sidde og kigge ud i ”ingenting” helst udenfor – nogle vil kalde det ”at stene” mens andre vil kalde det at meditere. Om det hedder det ene eller det andet, så er det berigende!
  4. Bøger! Engang købte jeg nye bøger eller ønskede mig dem. Nu benytter jeg mig af biblioteket og har forbudt mig selv at købe nye og brugte bøger! Bøger er en verden til oplevelser. Både til at drømme sig væk, men også til at blive klogere på en masse ting.
  5. Man hører ofte folk med have brokke sig over alt det  der skal laves. Men en have er det billigste fitnesscenter ever! En have kræver så meget arbejde og giver så meget igen. Jeg elsker at være ude i en have og lave alt muligt. Det er naturligvis sjovest i selskab med andre, men også alene!
error

Fy føj for et filter

Post fra instagram, som jeg tænker også giver mening her

View this post on Instagram

Jeg var rimelig tilfreds med mine selfies, indtil min unge lillesøster spurgte, om jeg ikke havde skruet live lovligt meget op for filter styrken, som ifølge hende, fik mig til at ligne en japansk-tegnet dukke. Jeg fik et chok! Dels anede jeg ikke, at der pr default var smurt et lag af filter fem over mine selfies. Dels var jeg rimelig ærgelig over, at jeg slet ikke så så sprød ud, som jeg troede. På vej mod 40, efter stress, røvtur og nedtur, så var jeg faktisk glad for, og en smule lettet ved, at se mig selv på min filter-fem-selvfie. Og ditto nedslået over at se mig selv uden filter. Ikke fordi jeg synes, jeg ligner møg, jeg havde bare troet og vænnet mig til et mere udglatte og rent udseende. På de følgende billeder kan du se forvandlingen fra filter 5 til ingen filter (swipe). Helt ærligt, farede jeg selv lidt vild i rækkefølgen, og måske kommer filter tre før fire. Det er jo sådan set meget godt, for så er jeg stadig tydeligere end filtret. Dog er der tydelig forskel på filter fem og ingen filter. Jeg har nu taget filtret helt væk, selvom min søde lillesøster sagde til mig: ah, tag bare lidt filter på, det gør alle jo! Fandme nej! Hvorfor skal jeg forskønne mig selv for likes fra mennesker, jeg ikke kender? Eller endnu værre, for dem, jeg kender? De vil jo vide, at billedet af mig er falskt og hvorfor forstille mig overfor dem, der jo netop holder af mig, for den jeg er, og de spor det har sat. Jeg vil hellere have færre likes for den ægte mig end mange for noget, som er en løgn. Kh Sigga #udenfilter #nofilter #gratisglæder #ærligt #ægte #stopløgnen #virkelighed #siggab.dk #snart40 #kvindeliv #opgør #sådanserjrgud #deldinefejl #udseende #filter #værdigselv #minimalisme

A post shared by Sigga Birkvad (@sigga39) on

error

Hver aften, hele ugen, ser vi TV!

“Se” – siger min datter stolt. Jeg kigger på papiret og tænker: Er det sådan vi er? Godt, at ingen andre ser det her!

En hjernedød liste

Min datter på 12 år, som elsker at lave lister, rydde op, holde orden og skabe struktur, har nedskrevet vores Tv-program for ugen. En oversigt, der sort på hvidt fortæller, at vi er den slags familie, som hver aften ser TV sammen. Ikke tilfældigt TV eller lødigt og oplysende TV, men hjernedød underholdning, hvorom det bedste man kan sige, er, at det samler os.

Jeg ville ønske (eller nej, det ville jeg ikke, men jeg synes, det ville lyde flot), at vi hver aften spiller kort, spil, tegner, maler, synger fra højskolesangbogen eller masserer hinandens tæer, mens vi snakker om dagen, der er gået. Hvem har oplevet hvad, hvad følte og tænkte I og hvad synes vi egentlig om Brexit, flystyrt og citronfromagen, som Jesper Vollmer lavede i Go’ Morgen Danmark.

Sammen uden at yde

Når vi har spist og ryddet op, så er vi trætte. Vi orker ikke at forholde os til mere, reflektere og diskutere og gøre os umage. Vi vil bare gerne slappe af, koble fra, underholdes og være sammen uden at skulle yde.

At være sammen uden at skulle yde! Er det forkælet? Ladt? Passivt? Et udtryk for, at vi tager hinanden for givet? Kun er den næstbedste version af os selv? Jeg synes, det er et udtryk for dyb kærlighed, tryghed og tillid.

Tavs, dyb kærlighed

Vi kender og vil hinanden så meget, at vi også vil være sammen, når vi er allermest trætte. Vi tror på og ved, at de andre holder af os i en sådan grad, at de synes, vi er dejlige og værd at være sammen med – også når vi er tavse, ligger udsplattet på sofaen med bukseknappen åben, fordi vi har trukket maven ind hele dagen og mascara tværet ud under øjet, så de mørke rander for alvor bliver sorte.

Vi har tillid til, at vi ikke dømmer hinanden negativt for at være kedelige, brugte og trætte. At vi faktisk er enormt elskelige – også når vi er den mindst forstillede og umiddelbart elskelige version af os selv, fordi det måske er netop der, at vi er allermest os selv. Rolige, afslappede, stille, langsomme. En klump krop, hvor hovedet for en tid ikke er den dominerende part, men hvor kroppen bare gerne vil kramme, ligge i ske, ae og nusse hår. Hvor vi viser vores kærlighed og omsorg uden ord, men med et kropssprog så stærkt, at der slet ikke er tvivl om, at vi er en kærlig familie.

Ja, vi har et Tv-program

Vi har et Tv-program for ugen. Vi glæder os til at se TV og snakker om, hvad der kommer i TV den kommende aften. Vi køber mazarinkage til 10 kr. i Netto, når der kommer “nybyggerne” om onsdagen. Det gør os ikke til en dårlig familie – det er blot vores måde også at være familie på.

error

”Vi lever med det paradoks, at velstand ikke længere kan oversættes til eksistentielt velvære”

Er det forkælet at insistere på et meningsfuldt liv? Egoistisk at stille sig selv på pause? Uansvarligt at være uden indkomst? Naivt at tro, at det er muligt selv at kreere det gode liv? Håbe på en revolution, hvor eksistentielt velvære, omhu og medmenneskelighed erstatter effektivitet og økonomisk velstand?

Et dogme for livet

For et par år siden sad min mand og jeg efter en regnfuld sommerferie i et lånt sommerhus i Danmark og skrev fem styrende dogmer for vores liv, baseret på oplevelser og erfaringer fra vores sommerferie. Stik mod forventningen havde vi i ly af regnen, i samvær med hinanden og i mangel på kommercielle tilbud og aktiviteter haft en dejlig sommerferie, som vi ikke havde lyst til at give slip på.

En af vores dogmer var ”gratis glæder”. En metafor for oplevelser, aktiviteter og samvær, som i sig selv ikke koster noget og giver inderlig glæde. Ikke nødvendigvis i form af smil og grin, men gerne i form en grundlæggende tilfredshed med, at den forbrugte tid er godt anvendt i overensstemmelse med egne, personlige mål og værdier for det gode liv. En times lektielæsning med min søn under stort postyr kan dermed være en gratis glæde, fordi den forbrugte time er spenderet på et menneske, som jeg vil gøre alt for og på noget, jeg synes, er væsentligt. Nemlig, at vise og lære ham, at det ikke er alt, som vi foretager os, som er sjovt. At alle har nogle pligter at gøre, men også frihed og mulighed for at påvirke stemningen omkring udførelsen af en pligt, man som udgangspunkt har modvilje imod.

”… når vreden, fortvivlelsen eller indignationen indtræffer, træder dydshierarkiet i forgrunden og bekender kulør.”

Vores dogmer blev imidlertid ædt af hverdagen. Vi kunne ikke finde ud af at implementere dem i vores hverdag, som var delt op i arbejdstid, familietid, fritid og kærestetid mellem 21:30 og 22. Vi effektiviserede vores tid, evaluerede vores indsats og den afledte effekt for dernæst at udvikle nye metoder til at bruge vores tid rigtigt. Det blev som en planet ring, der konstant drønede vandret rundt og det lodrette hamsterhjul, som vi løb rundt i. Vi havde aldrig fred. Enten løb vi afsted for at købe ind, læse lektier, løbetræne, gøre rent og gå til forældremøder eller også evaluerede og optimerede vi os selv uden præcis at kende vores egne koordinater for det gode liv.

”Filosofisk set giver det meget lidt mening at skynde sig at tjene en masse penge for at opnå en høj livskvalitet, men i stedet føle, at vi mangler tid og derfor enden med en lav livskvalitet.”

For et halvt år siden sagde jeg mit job op og gik på pause. Jeg havde længe haft en følelse af at gå med en frakke, jeg ikke kunne bære. En fin damefrakke af pels og med bindebånd i taljen. Jeg kunne ikke slå vejrmøller, pjaske i vandpytter eller gå med spraglet tøj fundet på Vig Tuskemarked i den frakke. Jeg vidste, at frakken tyngede mig, men ikke hvilken frakke, som jeg ønskede mig i stedet for.

”Hvis der ikke var pauser, ville der bare være støj. Det er pauserne, stilheden, der skaber melodien og nuancerne.”

Siden jeg var meget ung, har jeg drømt om at få børn og stifte familie. I dag har jeg tre børn med en mand, som jeg elsker. Jeg har opnået min drøm og det jeg hele tiden har set som formålet med mit liv. Det efterlod mig med en stor tomhed, som fik mig til at købe den forkerte frakke – den frakke alle andre kvinder på min alder køber, som signalerer overskud, velstand og succes. Jeg kunne ikke forstå, at frakken ikke var behagelig og komfortabel at have på. Lige siden jeg startede i folkeskolen, har jeg lært, at en god uddannelse, høje karakterer og et vellønnet arbejde er vejen til målet om et stort hus i Nordsjælland, to biler i indkørslen og den smukke frakke. I tv, dameblade og sociale sammenhænge er det også det, som tæller. Det, der er på afstand signalerer, om du er noget værd. Det, som definerer hvad vi er, fordi vi ikke ved, hvem vi er.

”Det er summen af vores handlinger, der definerer, hvem vi er, og her er det selvrespekten, der regulerer, at afstanden mellem vores erkendelse af, hvem vi er, og hvad vi så gør hver dag, hele tiden er så lille som muligt.”

Da jeg sagde mit arbejde op, smed jeg også den fine frakke ud. Jeg købte ikke en ny, men gik på pause, eller i dvale, for at finde ud af, hvilken frakke jeg egentlig ønskede mig. Jeg frøs, rystede, havde ondt helt ind i knoglerne og følte mig ekstremt blottet uden frakke på. Jeg følte at andre kunne se på mig, at jeg frøs. At de ynkede mig for at gå uden jakke. At de ikke forstod mit valg og min jagt på en ny frakke, som ikke engang jeg selv troede, fandtes.

”Jo tidligere vi kan hive os selv til et tidsmæssigt torskegilde i vores eget liv, jo før kan vi nå at kalibrere tidsforbruget, så vi sikrer, at vi skynder os til det rigtige endemål”.

I går aftes blev jeg færdig med at læse Morten Albæks bog ”Ét liv, én tid, ét menneske”. Det er den bog, som har givet mig modet til at skrive her. Det er citater fra den bog, som står i kursiv og med fed gennem hele teksten.

Mens jeg læste Mortens bog, satte jeg æselører og stregede over med neon gul. Jeg glædede mig til at sætte mig ned, samle alle hans pointer og teser for at oversætte dem til mine egne. Nu læser jeg, hvad jeg har skrevet. Hvad har jeg brugt Mortens teser og ord til?

Morten er respekteret og anerkendt. Når han skriver eller taler, så bliver der lyttet. Fordi han har empirisk belæg og teoretisk fundament. Jeg har mig selv. Morten formulerer det, som jeg har længtes efter, frustreret søgt og endelig fundet, nemlig meningen med mit liv. Det kommer hurtigt til at lyde navlepillende og damebladsagtigt. Det er synd, for det er en svært, men ekstremt berigende proces, som nok starter i navle-regi, men rækker langt ud over os selv og influerer på hele vores kultur og samtid.

Jeg sidder i min stue og skriver. Jeg har ikke frakke på, men jeg fryser ikke. Jeg er tilpas. I gangen hænger min nye frakke. Jeg har købt den på loppemarked med min datter. På noget, som hedder Veras marked. Min datter og jeg skulle have været på shoppe-tur til Berlin. Efter jeg smed den fine damefrakke, havde vi ikke råd til det. Derfor lånte vi en lejlighed i København, cyklede rundt og gik på opdagelse i nye og gamle kvarterer, mens vi snakkede og var stille sammen.

Gratis glæder er ikke længere et glemt dogme fra en regnfuld sommerferie. Det er et udgangspunkt og et pejlemærke for, hvad jeg oplever som meningsfuldt.

Hvad er det, der går og går, og aldrig kommer tilbage? Det er en af de få gåder, som jeg kan huske fra jeg var barn. Svaret er uret, eller tiden. Derfor er jeg helt enig med Morten Albæk, når han skriver, at

Forvalter vi vores tid forkert, forvalter vi vores liv forkert, da vores liv jo blot er summen af tid.

Gratis glæder er for mig forbundet med frihed, omhu, nysgerrighed og medmenneskelighed.

Frihed, fordi jeg ved at opleve glæden ved alt det, som er gratis, erfarer, at det ikke er nødvendigt at tjene mange penge for at glædes. Fordi det nærer min følelse af taknemmelighed for alt det, som jeg som mennesker har, blot fordi jeg er heldig at være født ind i en dejlig familie, i et fredeligt land med smuk natur og demokratiske spilleregler.

Omhu, fordi jeg ved at udvise omhu og kreativitet med alt fra mad, til tøj og skrot opnår mere for mindre, hvilket grundlæggende giver mig en tilfredsstillelse, fordi jeg selv skaber værdi og samtidig passer godt på den jord og natur, som jeg har fået i gave og som dagligt er en kilde til gratis glæder.

Hva’ deeet?, hva’ deeeet? Spørger det lille barn. Da jeg blev voksen, fik en pæn titel og den flotte frakke på holdt jeg op med at spørge sådan, fordi jeg var bange for at virke inkompetent. I stedet pakkede jeg min nysgerrighed ind i akademiske vendinger og opklarende spørgsmål, som jeg havde lært at stille på en proceslederuddannelse. Øv!

At stille spørgsmål og være nysgerrig er ikke dumt, det er reflekteret (selvfølgelig afhængig af spørgsmålet) og kan føre til berigelse og gratis glæder. Efter jeg smed den pæne frakke, er jeg begyndt at stille spørgsmål og være nysgerrig. Derfor har jeg den sidste måned spist antiinflammatorisk kost, selvom der intet videnskabeligt belæg er for, at det skulle være sundt. Jeg har deltaget i en workshop i Dao Yin – en kinesisk, filosofisk tilgang til kroppen og sindet velvidende, at det måske er en omgang hjemmelavet spin for at tjene penge på forvirrede kvinder i vesten. Og hvad så? Jeg er underholdt, jeg bliver inspireret og det får mig til at reflektere. Det pirrer min grundlæggende nysgerrighed på livet og mig selv, hvilket i sig selv er en gratis glæde. At mærke, at jeg er i live, tænkende, reflekterende og i stand til at handle derpå. At opnå selvindsigt, selverkendelse, selvværd og selvrespekt for at blive i Mortens terminologier.

Fokus på gratis glæder som aktivitet og dyd aspirerer til medmenneskelighed. Løgstrup skriver: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af hans liv i sin hånd” (det står også i Mortens bog). Derfor skal vi gøre os umage og udvise omhu overfor andre. Vi skal se deres eksistens og nærvær som en kilde til gratis glæde, fordi de kan pirre vores nysgerrighed, berige os med viden og perspektiver samt i sig selv være et givende møde. Særligt dem, som ikke ligner os – dem hvis frakke er en helt anden end vores – dem skal vi være søde og omsorgsfulde overfor. Dem, som køber deres frakke i Aldi, fordi de er uden arbejde. Dem, hvis frakke hænger i skabet, fordi de er på plejehjem, og aldrig kommer udenfor. Dem, som har taget deres frakke omvendt på, fordi de er psykisk syge. Dem, som har taget en sovepose udenpå frakken, fordi de sover udenfor i kulden på Nørreport Station. Lytter vi til dem, spørger dem, hvem de er og ikke hvad de er, bliver vi ikke kun en smule klogere på livet, mennesker og vores samtid, vi er også med til at kultivere en sødme, som vil komme tilbage som en boomerang og hjælpe os den dag det er os selv eller en af vores kære, som har frakken forkert på.  

Hvad så? Du kan jo ikke leve af gratis glæder og desuden er det selvbedrag og pseudo at påstå, at du praktiserer gratis glæder, når selv en kasse rådne grøntsager koster 200kr. bare fordi de er økologiske. Det er også en smule uansvarligt, for du har tre børn, som du skal forsørge. Ja, og tarveligt overfor din mand. Han har jo ikke sagt ja til at forsøge både dig og børnene. Måske drømmer han også om at arbejde mindre. Du er faktisk også en nasse-røv. Du får penge af a-kassen for at være ledig, men du kan jo godt arbejde. Der er ikke noget i vejen med dine arme eller dit hoved. Kom så i gang med at bidrage til samfundet, vi har ikke råd til at du er på pause.

Jeg trækker vejret dybt og læser:

Værdien af penge er ikke købekraften. Værdien af penge er den meningsfuldhed, der er knyttet til at tjene dem. Værdien af penge skal måles på den mængde af meningsfuldhed, der skabes i bestræbelsen på at tjene dem. Hvad enten det er som virksomhed, som investor, som leder eller som medarbejder.

Det er ikke helt sådan min bank anskuer værdi. Overtrækker jeg mit dankort i Netto, spørger de ikke til den mening, der lå i dem jeg tjente, og nu har brugt. Eller dem, jeg bruger for mange af. De er ligeglade med mening, det handler om, om der står plus eller minus på kontoen. Fair nok. Det er et paradigme, som har sin berettigelse, ligesom paradigmet om meningsfuldhed har sin berettigelse politisk, på arbejdsmarkedet, på uddannelsesinstitutioner, i familien og individuelt.

At læse Morten Albæks bog var en stor lettelse for mig. Han formulerer og blåstempler mine egne tanker og følelser, hvilket fortæller mig, at jeg ikke er tosset, urealistisk eller krævende, når jeg ønsker og søger et meningsfuldt liv. Jeg er ikke naiv, når jeg målrettet, men uden sikkerhed, kræver af mig selv, at jeg forener mine faglige kompetencer og kvalifikationer med mine personlige interesser og passion for formidling. Jeg er ikke svag, fordi jeg har opgivet at være medarbejder og have en leder, men stærk, fordi jeg valgte at sige op og nu forfølger min egen drøm om et liv som selvstændig formidler med interesse for mennesker og en passion for ord.

error

Ro med “Movements of Harmony”

Søndag var jeg til en workshop i mit lokale yogacenter: Hot Yoga Denmark i Lyngby med Alan Olivier, som underviser i ”Movements of Harmony”.

Efter to timer i selskab med Alan Olivier søndag, cykler jeg hjem i det dejlige forårsvejr. Jeg er glad, men også forvirret. Det var et behageligt møde, som satte mine tanker i gang, men jeg er ikke sikker på, at jeg har forstået, hvad ”Movements of Harmony” er.

Alan oliver

Tilpas, men forvirret

Er det en tilgang, en filosofi eller en bevægelsespraksis? Hvad skal jeg gøre for at praktisere ”Movements of Harmony”, og hvad kan jeg opnå ved det? Hvordan adskiller det sig fra andre alternative og spirituelle retninger?

Jeg føler mig inspireret, men kan ikke få struktur på mine tanker og følelser. Derfor vælger jeg at ”sove på” oplevelsen.  

Oplæg og bevægelse

Workshoppen med Alan sker i en vekselvirkning mellem oplæg og bevægelse. Alan fortæller om udgangspunktet for hans praksis. At vi alle er født med en grundlæggende ro og balance, kaldet ”oneness”, men efterfølgende udvikler ”polarity” og ”movements”, som kan føre til ubalance. Sygdom, fysiske skader, et skrantende helbred, mental uro, krise eller psykiske lidelser. Hvis ikke vi forstår at møde dem og at omfavne dem, men derimod prøver at fixe dem ved primært at være fokuseret på målet – at blive raske – så opstår der en ubalance.

Alan forklarer og tegner

Ubalance er kroppen, som snakker

Ofte vil kroppen eller psyken forsøge at fortælle dig, at der er en ubalance. Hovedpine, øm hofte, ondt i ryggen mv. Det er ifølge Alan alt sammen signaler fra kroppen om, at der er en ubalance et sted.

Via specifikke bevægelser, udviklet gennem årtusinder i Kina, arbejder og undersøger Alan kroppen. Fokus er på at skabe mulighed for flow af energi gennem kroppen ved at eliminere spændinger, uvaner og usunde kropsholdninger. Kroppen skal tilbage til de positioner, som den oprindeligt havde ved fødslen, dog med respekt for, at kroppen ældes. Skuldrene skal ned og trækkes tilbage. Brystet skal skydes frem og det naturlige lændesvaj skal genskabes. Hofterne skal være åbne og mobile. Først når kroppen er tilbage i sin oprindelige position, er det muligt at få tyngde i kroppen, som efterfølgende vil føre til ro i sindet ud fra tanken om, at når kroppen er i ro vil sindet også komme i ro.

Bevægelse

Vi laver forskellige bevægelser med Alan. Øver os i at strække vores arme helt, åbne op og skabe mulighed for lodret og vandret flow gennem kroppen. At bevæge os langsomt, men med stærke, strakte lemmer. Fokusere og begrænse vores bevægelser til et lille område, hvor vi både styrker og smidiggør led og muskler. Balancere og træne koreografi. Trække musklerne omkring rygsøjlen og skuldrene tilbage samt føre energi igennem kroppen via lange, cirklende kærtegn med vores hænder fra ryg til fod efterfulgt af et ”Chia” – en form for udånding med lyd.

Pause

Mens vi laver øvelserne, er mit hoved i ro. Jeg er så fokuseret på at mærke de enkelte øvelser og udføre dem korrekt, at mit hoved ikke har mulighed for at tænke på opvask, indkøb, moster Gerdas fødselsdag og arbejdet, der kalder i morgen.

En kur?

Da jeg kom til workshoppen, havde jeg ondt i min hofte. Det har jeg stadig efter workshoppen. Min oplevelse er, at ”Movements of Harmony” ikke er et quickfix eller en række bevægelser, der fjerne dine smerter eller skavanker. Det er en tilgang til at møde modstand og ubehag.

Fremfor at løbe væk fra det eller søge at løse det, skal du være nysgerrig og opsøgende. Hvor har jeg ondt? Hvornår gør det ondt? I hvilke situationer gør det ondt? Via langsomme bevægelser med strakte, stærke lemmer ”tuner” du ind på kroppen og undersøger dens tilstand samt egen reaktion på denne.

Min konklusion

I takt med at forbindelsen mellem krop og tænkning trænes og forstærkes, vil du blive bedre til at foregribe og reagere på lidelser og ubalancer, fordi du mærker din krop ned til det mindste hårstrå på din storetå og er i stand til at udføre bevægelser, der afhjælper disse samt sætter dit hoved på pause. – Pause fra at tænke dig til en løsning. Analysere problemer og lægge en plan. Det er ifølge Alan ikke nødvendigt, tværtimod, kan det være skadeligt. Kroppen kan sagtens selv guide dig, hvis du lærer at lytte til den.

error

Hold dig ikke tilbage

Jeg har altid elsket at skrive. Stile i folkeskolen, opgaver i gymnasiet og projekter og rapporter på universitetet.

Du bliver, hvad du gør

Oprindeligt drømte jeg om at være journalist, men valgte af forskellige årsager en anden vej. Nu prøver jeg, ad omveje og ind ad bagdøren, at agere journalist alligevel. Eller formidler – for journalist bliver jeg nok ikke, men jeg håber, at kunne blive en dygtig formidler og måske en dag leve af det.

Bloggen her var første skridt. Andet skridt er i dag, hvor jeg har fået en klumme på mama.dk, som du kan læse her.

Klummen er min start

Jeg ved det godt. Det er kun en side, en klumme og også ulønnet. Men det er også en anerkendelse af, at andre end mig synes, at jeg kan skrive. At det jeg har på hjerte, er interessant for andre end mig. At jeg formår at vinkle mit indhold fængende. Derfor er jeg faktisk lidt stolt og meget glad i dag.

Jeg sidder på en café og skriver det her indlæg og belønner mig selv med en myslibolle (spiser jo ellers ikke så meget hvede på grund af mit forsøg med antiinflammatorisk kost, som du kan læse om her ) og tænker, at det sgu er en lidt fesen måde at fejre sig selv på.

Tal dig selv op

Derfor – nu går jeg “all in” og kalder mig selv “formidler” og “founder af gratis glæder” på diverse sociale medier. Det er jo det, jeg er – uanset, at jeg ikke tjener en klejne på det.

Man skal hylde og fejre sig selv for det, som føles vigtigt. Ikke med gaver og drinks (det er selvfølgelig også dejligt), men med søde, venlige, opmuntrende klap, kram og smil.

error