
Byt bolig og hold en meget billigere sommerferie, fordi udgiften til bolig er lig med 0.
Byt bolig
Vi har i år byttet vores hus i Danmark med et hus i Montpellier i Sydfrankrig.

Nemt og effektivt
Det var super nemt. Vi byttede via platformen homeexchange, hvor vi hurtigt fik mange henvendelser.
For ikke at bruge alt for meget tid på at læse og svare henvendelser, indgik vi en aftale med en af de første, vi skrev sammen med. Noelle, en ældre dame på 72 år, som har byttet bolig syv gange, og derfor virkede meget erfaren og havde et hus, som kunne rumme os alle fem, lå centralt og så meget hyggeligt ud.
Vi skrev med hende og skypede med hende en enkelt gang for at “møde” hende IRL. Hun virkede meget, meget sød, hvilket viste sig at være sandt, da vi mødte hende personligt, inden vi rejste til hendes hjem i Montpellier.

Vi har byttet alt….næsten
Vi har byttet hus i tre uger og lejet hendes bil for et mindre beløb. Egentlig ville Noelle meget gerne bytte bil, men da vores er helt ny og et kært eje for min mand, sagde vi nej tak til dette.
Efter at have set hendes bil, som stort set er uden motortræk, men tilgengæl med ufattelige mængder gaffatape, tænker jeg, at det er meget godt.
Med undtagelse af bil har vi byttet alt. Sengetøj, håndklæder, viskestykker, parasol, køkkengrej og krydderier mm. Alt, hvad der er i huset.
Det er en kæmpe hjælp, fordi vi ikke behøver huske at købe al ting, blot for få ugers brug, men kan låne det mest nødvendige af Noelle. En parasol, en cykel, krydderier, rengøringsmidler samt naturligvis alt fra sengelinned til håndklæder og en varmedunk. sidstnævnte har været en kæmpe hjælp, mens min mellemste har været syg med mellemørebetændelse. Desuden har Noelle hjulpet os med at klimstisere os hurtihere. Fx til både varmen og myg, hvor hun har guidet os til diverse myggepræparater mv.
At bytte bolig kræver naturligvis også en vis form for rummelighed, fordi du som gæst skal kunne acceptere værtens standard for rengøring, valg af indretning, defekte vinduer og døre mv. samt at komme tæt på et menneske, du som udgangspunkt ikke kender.
Personligt synes jeg, det er meget charmerende.

Vores “hjem”
Huset er stort og dejligt og meget,meget smukt. Fyldt med detaljer i alt fra stuk til rosetter, døre og vinduer samt lofter.

Gulvene er jeg helt vilde med. Der er mindst syv forskellige slags fliser og jeg har sådan lyst til at vaske dem for at få dem til at skinne endnu flottere, fordi jeg simpelthen bliver så begejstret af at se på dem.

Noelle er kunstner og overalt i huset hænger hendes eget kunst, hvilket gør det ikke blot personligt, men også inspirerende, fordi kunsten “taler” forskelligt til en hver dag.

Hendes attelier er også en del af boligen, og mine piger nyder at sidde der og tegne.
Og så er der haven, som egentlig ikke er en have, men mere en rende rundt om huset med lidt beplantning, et bord og nogle stole samt en reol i mangel af mulighed for bordplade og afsætning. Og så denne liggestol, som til fulde tjener dets formål…. afslapning.

Jeg synes, det her bytte-bolig-koncept er fantastisk og jeg har tilmed fået en ny slags ven 🤗