Hjemmelavede gaver

Noget af det bedste vej julen er, at det er en anledning til at være kreativ. Herhjemme giver børnene stadig hjemmelavede julegaver – også hende på 14 år.

En slags kunst

Perleplader, drømmefangere, lys

De laver de fineste ting, som emmer af omtanke og kærlighed for modtageren. Gennem årerne har jeg fx fået:

  • Fine perleplader af blade, ugler, fugle og bier, som jeg hænger i træerne i vores have
  • En smuk drømmefanger, lavet af pil
  • En fingerring af plastik og ståltråd
  • Et dørskilt af både ler og perler
  • Et gavekort til en vandretur med min datter
  • To træstubbe, lavet om til lysestager
  • Fine æsker til mine smykker
  • Trolde af sten
  • Dyr af sten, som pryder mine urtepotter
  • Lys
  • Skriveunderlag
  • Malede æg til at pynte op med til påske
  • En fugl af papmache
  • Malede fugle af trylle dej

Jeg kunne blive ved, men listen ville blive for lang. Jeg elsker hver en gave, jeg har fået, fordi den viser mig, at mine børn kender mig rigtig godt. Ikke kun som deres mor, men også som person.

Store børn kan også

I takt med at børnene er blevet ældre, er gaveprojekterne blevet større og sværere. De to største henter inspiration fra Pinterest, Instagram og YouTube og går så bare i gang. Den mindste, skal motiveres og have lidt hjælp.

Som yngre lavede jeg altid gaver til min mand ved stort set alle højtider. Gækkebreve, julehjerter, perleplader, tegninger. Engang strikkede jeg et par trusser til ham. G-streng, hvor selve strengen var hæklet og resten strikket. Jeg tror faktisk selve strengen var af uld, så de har nok kradset en del – måske en af grundene til, at han aldrig har gået med dem.

Gaven til min far er stadig hjemmelavet

Den eneste, jeg stadig laver en hjemmelavet julegave til, er min far. Det er ikke fordi, at han har alt, hvad der kan købes. Tværtimod. Han bor i en lille etværelses lejlighed og drømmer om en seng, hvor han kan ligge udstrakt. Han køber mad, når det er nedsat og bruger tøj og ting til de er slidt op. Der er meget han kunne ønske sig, men han vil hellere opleve glæden ved at se mig bruge min fantasi og kreativitet. Fordi han grundlæggende tror på, at vejen til lykke ikke går via materielle goder, men ved at lege, være nysgerrig og åben overfor andre og sig selv.

Min far er over 70 år. Han har stadig fantasi til at forestille sig eventyr og historier og lyst til at lege. For et par år siden var vi på løbehjulsbanen i Fælledparken. Mine tre børn kørte på løbehjul og min far ville også prøve en tur. Ikke en tur på den lige asfalt. Han tog ramperne og ved et uheld kørte han også ud over en trappe, hvilket resulterede i et styrt. Men han gjorde det.

Gennem årene har jeg givet ham alle mulige slags hjemmelavede gaver. Historier og tegninger. Et maleri af hans bolig. En hånd ud af trylle dej, som han kan ligge foder til fuglene i. Et badut-show aka gymnastik-lavet-af-en-meget-voksen-og-lidt-tung-i-røven-dame. I år har jeg lavet den her pynteting ud af emballagen fra noget te, ungernes aflagte LEGO, lidt perler og hvad jeg ellers kunne finde.

Kunst

Bliv ved og giv mig mer’

Jeg nyder at lave, give og få hjemmelavede gaver. Jeg håber, at jeg bliver ved med det – også den dag min far ikke er her mere. Jeg vil blive ved med at opfordre, tilskynde og støtte mine børn i at lave hjemmelavede gaver. I 2019 vil jeg begynde at lave hjemmelavede gaver til min mand igen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.