”Jeg smed min cykel fra mig, løb ud på vejen til manden, som lå livløs i krydset efter at en bil havde ramt ham frontalt. Bilerne bremsede hårdt op og dyttede af mig i en uskøn harmoni. Jeg så op på bilerne, som holdt stille i en mærkelig uorden og ned igen på vejen, hvor manden lå. Der er ingen livløs mand og intet trafikuheld. Det var en hallucination og starten på to års indlæggelse, som endte med konklusionen: du er paranoid skizofren”.
Didde er lige fyldt 35 år. Hun er uddannet pædagog og har arbejdet med børn og unge, som har det svært. Hun bor på Islands Brygge samme med hendes kæreste. Didde elsker at være kreativ og hjælpe andre mennesker.
sæt realistiske mål, så du kan klappe ad dig selv
Didde har en psykisk sygdom. Hun er paranoid skizofren og kan derfor ikke længere arbejde. Ofte er hun indlagt halvdelen af året, hun hører dagligt stemmer, er plaget af en irrationel frygt for og at der er gift i hendes mad. Hun sover hele formiddagen på grund af den medicin, som hun tager og ved aldrig, om hun vågner til en god eller dårlig dag. Alligevel kæmper hun hver dag for, at den enkelte dag skal blive bedst mulig.
”Jeg ved, at min dag aldrig kun er god. At der altid vil være øjeblikke, hvor jeg ikke har det godt. Jeg kan derfor ikke leve op til at have en god dag, men jeg kan prøve, under de omstændigheder jeg lever, at få den bedst mulige dag”.
Drej øret en anden vej
Vi læser, følger og lytter til coaches, psykologer, filosoffer, iværksættere og eventyrer for at høre om deres perspektiv på livet og deres erfaringer med at lykkes som menneske og få succes. Hvad med dem, som ikke er lykkedes i forhold til samfundets succeskriterier om arbejde, familie og velstand? Kan vi lære noget om livet af dem, som lever et anderledes liv, hvor det almindelige gode liv ikke er en mulighed? Som pr. definition er utilregnelige, tossede og syge og for altid vil være en økonomisk byrde for samfundet?
Jeg var så heldig at drikke kaffe med Didde en onsdag eftermiddag på cafe Toby på Islands Brygge. Didde lærte mig noget vigtigt, som går forud for al selvudvikling nemlig, at man skal passe på sig selv.
Et sygt liv
Efter at have boet i Jylland i en årrække flytter Didde i 2010 tilbage til København. Hun har fået et arbejde, som hun skal starte på, men mangler at finde en bolig. Derfor bor hun i en periode hos venner og familie. Det er stressende og hektisk og derfor bliver hun i første omgang glad og lettet, da hun endelig finder en bolig. Kort tid efter begynder stresssymptomerne at melde sig. Hun føler sig svimmel, konstant presset og utilpas i sin egen krop. Derfor opsøger hun en psykolog og afspadserer en måned fra hendes nye arbejde. Det hjælper, og hun vender tilbage til arbejdet på normal tid.
”En dag, da jeg cykler hjem fra arbejde, ser jeg en mand blive kørt ned. Jeg smider min cykel fra mig og løber ud på vejen mellem alle bilerne for at hjælpe ham. Jeg hører, at bilerne dytter af mig, men der går noget tid før det går op for mig, at der ikke er en mand og at der ikke et sket et trafikuheld. At det alt sammen er noget, jeg har forestillet mig.”
Didde ved med det samme, at der er noget galt. Sammen med en veninde kører hun hen til psykiatrisk skadestue, hvor hun bliver indlagt på et lukket afsnit.
Lad være at sammenligne dig med andre!
”Man bestemmer ikke selv omstændighederne i sit liv, men man bestemmer selv, hvad man vælger at gøre med det. Hvis jeg skulle sammenligne mit liv med andres, så ville jeg bare jeg tænke: fiasko, fiasko, fiasko. De arbejder, har børn og måske et hus. Jeg får ikke nogen børn, går ikke på arbejde og tjener ingen penge. Derfor har jeg valgt, at jeg ikke sammenligner mig med andre”
Inden Didde blev syg drømte hun om at arbejde med og hjælpe børn og unge, som har det svært. Hun ville også gerne giftes og have børn.
”Siden jeg blev syg, har jeg sat mig ned mange gange og revideret mine mål for mit liv. Først troede jeg, at jeg skulle tilbage i arbejde. Så håbede jeg på at komme i et flexjob. Nu håber jeg på at få pension for jeg har accepteret at jeg ikke kommer til at arbejde og altid vil være syg. Mit mål er derfor nu at have det bedst muligt med den sygdom, som jeg har. Jeg er ikke min sygdom, men den begrænser mig i nogle henseender. Det forholder jeg mig til”
Fokuser på det du kan og har mulighed for!
Didde har accepteret at sygdommen er en del af hendes liv, men også, at den skal fylde mindst muligt. Derfor har hun bevidst valgt, at hun ikke vil have kontakt med de venner, som har valgt hende fra på grund af sygdommen. At hun ikke vil komme på væresteder for andre med psykiske lidelser. At hun ikke vil være venner med tidligere kollegaer, som minder hende om det hun var, havde og kunne have haft og at hun i alt hvad hun foretager sig, sætter realistiske mål med udgangspunkt sig selv og hendes sygdom.
”I stedet for at fokusere på det jeg ikke kan, fokuserer jeg på det, som jeg kan. Helt konkret, så har jeg trænet mig selv til, at når der kommer en tanke om det, som jeg ikke kan, så erstatter jeg den automatisk med det, som jeg kan”
Didde revurderer løbende hendes mål, så hun hele tiden udfordrer sig selv, men aldrig så meget, at hun ikke kan lykkes. Hun har ikke brug for at samle på nederlag. Tværtimod er hun meget bevidst om at fokusere det hun trods sygdommen kan og ikke sammenligne sig eller omgås mennesker, som enten tynger hende eller minder hende om alt det hun kan ikke kan eller har mulighed for at opnå.
Nok i Didde
Mange af os får anerkendelse for det arbejde vi udfører, den familie vi har skabt eller den velstand vi har opnået. Jeg spørger Didde, hvordan hun håndterer, at hun ikke kan få anerkendelse for de forhold, som vi i samfundet ofte måler succes ud fra. Diddes svare, at hun ikke savner eller mangler anerkendelse.
”Selvom jeg ikke arbejder, men er på overførsel og dermed en økonomisk byrde for samfundet, så er jeg ikke i tvivl om, at Didde er et dejligt menneske. Det mærker jeg selv, det fortæller min kæreste og familie mig. I går havde jeg fødselsdag og gik ned i 7/11 som jeg plejer efter smøger og cola. Jeg snakker ofte med de ansatte og kommer godt ud af det med dem. I går overraskede de mig med flag, fødselsdagssang og en gave. Så tænker jeg: De må jo synes, at jeg er mega sød.”
Få det bedst mulige ud af det du har, fremfor at ærgre dig over det, du ikke fik!
De første år af Diddes sygdom skammede Didde sig. Hun syntes, at det var pinligt, at hun var blevet syg og prøvede derfor at holde det som en hemmelighed. Skamfuldheden blev erstattet af en sorg over, at hun var var blevet syg og livet derfor tog en anden drejning. I dag kan kun stadig godt blive ramt af en uretfærdigheds-følelse, men vælger også i den situation at fokusere på det positive.
”Jeg giver mig selv lov til at græde lidt og være ærgerlig. Derefter siger jeg til mig selv: det er sådan her det er, hvordan får du det bedst mulige ud af det”.
Didde kan ikke gøre det, som hun drømmer om. Derfor har hun været nødt til igen og igen at spørge sig selv om, hvad hun kan fylde hendes hverdag med, som gør hende glad. Hun ved, at hvis hun har for høje forventninger, er der en risiko for, at hun bliver skuffet. Derfor sætter hun sig realistiske mål – alle med udgangspunkt i hendes motto om at have den bedst mulige dag.
” Jeg er god til at være alene og beskæftige mig selv. I efteråret samlede jeg fx nedfaldsfrugter og tørrede dem. Jeg kan godt lide at være kreativ og gøre mit hjem hyggeligt. Jeg kan også godt lide at gøre noget for godt for andre. Derfor samler jeg tøj ind til hjemløse og mennesker, der er indlagt i psykiatrien. Op til jul samler jeg brugt legetøj sammen og giver til enlige forældre, som ikke har råd til at holde jul. Det gør mig glad at gøre dem glade og at mærke, at det her kan jeg”.
Omgiv dig med dem, som giver dig energi og glæde!
Før Didde blev syg, havde hun veninder, som hun havde kendt siden hun gik i folkeskolen. Efter Didde blev syg, er de alle sammen faldet fra. Det ærgrer Didde, men fremfor at begræde det, har hun valgt at opsøge nye fællesskaber, som opfylder hendes behov for at være social.
”Jeg har prøvet at hive dem tilbage, men det går ikke. Jeg er blevet for besværlig. Der er for mange hensyn, der skal tages til mig. Det er ærgerligt, men omvendt, så trives jeg bedst med de uforpligtende relationer, hvor jeg ikke har bundet eller forpligtet mig til at være noget for nogen. Derfor er jeg enormt glad for at jeg har lært de ansatte i 7/11 at kende og at vi på mirakuløs vis har samme humor. Hvis dagen og stemningen er god, bliver jeg hængende og snakker. Og når det bliver for meget og jeg er træt, så går jeg bare. Det er nemt og giver mig den hverdags-snak, som jeg har brug for”.
Didde hviler i sig selv og har accepteret at hun er syg og altid vil være det. Derfor har hun defineret nogle realistiske mål for sig selv med udgangspunkt i en analyse af, hvad der gør hende glad samt en grundlæggende tilfredshed med sig selv.
”Jeg skal ikke give noget tilbage til verden. Jeg har bidraget. Jeg var god til mit arbejde og ved, at jeg har sat mit stempel på de børn og unge, som jeg arbejdede med i sin tid. Nu skylder jeg mig selv at have det godt. Mit liv er ikke perfekt, men det er min virkelighed. Jeg får ikke 200 hilsner på Facebook, når jeg har fødselsdag. Jeg får en fødselsdagssang i 7/11 og så bliver livet jo ikke bedre!”
Det har jeg lært af Didde
Didde skammer sig ikke over sin sygdom, hun forholder sig til den som en omstændighed i sit liv. En omstændighed, som hun grundlæggende er ærgerlig og ked af, men som hun har accepteret. Fremfor at fokusere på det hun ikke er og kan, vælger hun bevidst at fokuserer på det hun kan. Hver dag spørger hun sig selv, hvad der skal til for at hun får den bedst mulige dag. Hun ved, at hun ikke skal sammenligne sig med andre, at hun ikke skal nære sin sygdom, omgås mennesker der dræner hende enten fordi de er psykisk syge eller kræver for meget af hende. At hendes glæde ved de ansatte i 7/11ikke er rigtige venner, men alligevel godt selskab for hende. At hun glædes ved at gøre andre glade og derfor hjælper hjemløse, personer med en psykisk lidelse og enlige, fattige forældre op til jul samt gør sig umage for være en god kæreste, søster, datter og faster for sine to niecer ved ”bare” at være Didde.Vi skal passe på os selv. Det lyder simpelt. Kig på din vennekreds, dine kollegaer og søskende. Hvor mange af dem gør som Didde? Gør du selv? Jeg gør ikke, men jeg begynde nu!