
Jeg er netop blevet færdig med bogen “kunsten at leve lykkeligt”, som er baseret på samtaler med Dalai Lama.

Undervejs har jeg taget noter. Alt, hvad jeg syntes var værd at huske, eller som jeg gerne ville se, om jeg kunne kæde sammen til noget større. En form for mønster eller logik.

Det blev til to sider med noter, et par logikker og en åbenbaring: min mand er den hvide Dalai Lama. Ham der bor i Hjortekær, går i jeans og t-shirt, er læge og den største guru og udøver af lykkens eliksir – medfølelse.
At vende sig mod lykken
Dalai Lama siger, at formålet med livet er at søge lykke. Lykke som mest mulig glæde og trivsel samt evnen til at overkomme sorger og fortvivlelse.

En måde eller metode hertil er, at analysere sig selv, ens tanker, følelser og handlinger samt indre liv med afsæt i “årsagsprincippet”.
Observer, hvordan du har det. Vurder, hvad der er årsag hertil. En situation, en følelse, en tanke, en person mv. Opsøg og gå med det, som gør dig glad og vig udenom det, som gør dig urolig, vred eller ked af det.

Der er naturligvis tilstande og forhold, som man ikke kan vige udenom. Fx sygdom, krig, fattigdom mv. Men man kan øve sig i af omgås dem med “et roligt sind”, så de negative tanker og følelser ikke invaderer og overtager ens sind.
Gift og modgift og masser af medfølelse
I vores stræben efter lykke er der forskellige pejlemærker, vi kan lade os guide af.
Følelser som vrede, had, frygt og skyld er gift. Både egne og andres. Mens følelser som kærlighed, medfølelse, tolerance og tilgivelse er modgift. Altså følelser som vi kan trække på og fremelske, når vi rammes af vrede, had mv.

Størst af alt er…medfølelse

Dalai Lama siger, at den største kærlighed vi kan opleve og føle, er medfølelse. Den altruistisk medfølelse, som er kendetegnet ved følelsen af uudholdelighed ved synet af andre levende væseners lidelser.
Min mand, den hvide Lama, siger ofte til mig, hvis jeg er i tvivl om prioriteter, ret eller rimeligt: husk kærligheden. Det er jo faktisk et meget smukt, og endnu mere simpelt pejlemærke.
Det kan synes en smule “overkilled” og spirituelt at opdyrke medfølelse for alle levende væsner, men grundlæggende er det ikke meget anderledes end den gamle traver om: Smil til verden, og verden smiler til dig.
Jo, mere vi er i stand til at føle og agere i forhold til denne altruistiske medfølelse, des større er sandsynligheden for, at vi oplever at leve lykkeligt.
Lama living

For at udvikle, kultivere og agere medfølende er der særligt otte forhold, du skal være opmærksom på. Det er dem, som står ovenfor.
Thanks, but how?
Spørger du Dalai Lama vil han sige, at vejen til et lykkeligt, medfølende liv går via uddannelse, træning, meditation og praksis. Simpelthen vær medfølende – også selv om det kan synes unaturligt, overdrevet eller påtaget.
Spørger du min hvide Lama, vil han sige: elsk, så meget du kan, hele tiden og lad det gennemsyre alle dine handlinger.
Hverdags-lama-praksis
Min hvide Lama sender søde beskeder, inden jeg har nået at drikke min kaffe om morgenen for at ønske mig en god dag. Han gør gode gerninger for mig, hjælper mig og husker af sig selv at købe Alt for Damerne om torsdagen, selvom vi skal spare. Min yndlings chokolade, når jeg synes, jeg er blevet lidt bulet. Blomster, bare fordi.
Jeg er aldrig i tvivl om, at han har mig helt inde under huden og har et absolut, uforbeholdent ønske om, at jeg skal være lykkelig, og at han selvfølgelig vil og skal gøre alt, hvad han kan, herfor. Det samme gælder selvfølgelig vores børn.
Den hvide Lama dyrker og praktiserer kærlighed og medfølelse overfor sin familie og venner. Uden skelen til egen vinding, men ud af absolut, uforbeholdent kærlighed og lyst til at bidrage til at gøre os lykkelige.
Men den hvide Lama sætter også musefælder op foran vores hus, han er træt af duerne, som skider på vores terrasse og overvejer at købe et haglgevær. Han spiser gladeligt kød og stemmer for restriktion og stramninger ud fra logikken om, at der må være en grænse…
Måske fordi han er mere mand end munk.
Jeg er ikke færdig med at læse bøger, skrevet om eller på baggrund af interview med den mørke Dalai Lama. Men i hverdagen vil jeg husk at skæve mere til min hvide Lama derhjemme og ikke blot nyde hans kærlighed og ekstreme medfølelse, men også forsøge at efterligne og lade mig inspirere heraf for af udvikle mere medfølelse og dermed et (stadigt) lykkeligere liv.
