Gratis kvæder

 
kvædetærte
Uge efter uge har jeg fyldt den grønne spand med haveaffald. Blandt det – også friske kvæder fra mit kvædetræ. Nu har jeg fundet ud af, at kvæder kan spises. At de smager eksotisk og fremmedartet. Jeg kan ikke spise alle kvæderne fra vores kvædetræ. Derfor giver jeg dem gratis væk, inkl. forslag til at lave denne fantastiske kvædetærte. 

I vores have står et kvædetræ. I de fire år vi har boet her, har vi ikke vidst, hvad vi skulle bruge kvæderne på træet til. I år forsøgte jeg mig med at bage en kvædetærte – og den smagte helt vildt godt.

Børnene var ikke så vilde med den, og jeg kan godt forstå dem, for kvæder smager hverken sødt eller friskt, men mere aromatisk og en smule fadt. Men når det er sagt, synes jeg, tærten smagte virkelig godt, og det var spændende at smage noget anderledes. Nedenfor er opskriften, som jeg fandt på Fuglebjerg gårds hjemmeside. Hvis du mangler kvæder, er du velkommen til at komme og plukke nogle i min have.

Opskrift:

200 g mel
125 g smør
1 æg
50 g flormelis
2 kg kvæder
1 kg sukker

Sådan gør du:

Tærtedejen laves af smør, mel, æg og flormelis og skal hvile en time.

Imens koges kvæderne i vand og sukker. Vandet skal dække kvæderne, men ikke mere end det. Kvæderne skal ikke skrælles, men kernehuset skal fjernes og kvæderne skæres i både. Pas på, at kvæderne ikke brænder på, når du koger dem.

Når kvæderne er kogt igennem (de skal ligne abrikoser i konsistensen), lægges de pænt i et smurt tærtefad. Ovenpå kvæderne lægges små klatter smør og lidt af siruppen, som kvæderne har kogt i, hældes over. Derefter kommes tærtedejen over – som et låg.

Så er der blot tilbage at bage tærten, som serveres med flødeskum eller creme fraiche. Nå, ja. Tærten skal beges ved ca. 175 grader til dejen er gyldenbrun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *