
Trods ihærdige forsøg på det modsatte synes jeg, det er gråt, koldt, vådt og genrelt trist at være hjemme i Danmark efter 10 ugers ferie med familien i Australien.
Et moodboard er en levende huskeliste
Jeg har prøvet at hanke op i mig selv ved at lave et nyt moodboard. Et moodboard er en levende huskeliste på mit spejl, som minder mig om nye måder at bruge mit tøj på og giver inspiration til gratis oplevelser og aktiviteter ud fra mit overordnende motto om at fokusere på og jagte de gratis glæder i livet. Der er så mange af dem, hvis bare man tager sig tid til at se dem.
Jeg laver mit moodboard ud af udklip fra diverse magasiner; betalte og gratis, som f.eks. Nettos magasin Lime og Matas magasin, og sætter udklippene op med tape. Det behøver ikke se kønt ud eller være nyeste mode eller trends – det skal bare være gratis og inspirere mig, der hvor jeg er i tilværelsen.

I februar og marts vil jeg huske at….
I februar og marts vil jeg hygge og fornøje mig med:
- Netflix serien “en chance til” – inspireret af tanken om, hvordan livet havde set ud, hvis man havde taget andre valg. Ikke fordi jeg er utilfreds, men fordi jeg synes, jeg har massere af muligheder for at træffe nye valg, der kan sætte retning for de næste mange år frem. På min rejse med min familie rundt i Australien mødte jeg mange mennesker, der havde valgt en alternativ livsform. F.eks. mennesker, som havde solgt alt og nu rejste rundt i deres hjem i form af en ombygget bus. Det kommer jeg ikke til, men måske min mand og jeg alligevel kan blive inspireret til nogle mindre ændringer, som kan sætte retning for vores liv efter de 40+.
- Bogen “de nærmeste” af Lotte Kirkeby Hansen – selvfølgelig lånt på biblioteket – fordi hun om bogen skriver: jeg har haft en længsel efter det, som var. Det er en meget fin sætning, som jeg kan spejle mig i samtidig med, at jeg har en længsel efter det nye, som kommer uden endnu helt at kunne definere det jf. ovenstående.
- Bytte mit og mine døtres gamle tøj hos Veras genbrug i København. Vera har den skønneste genbrugsbutik med dyrere genbrug, end jeg normalt køber. Men de har også et bytte-koncept, hvor man kan bytte gammelt til nyt brugt – og det vil jeg afprøve.
- Sælge min søns brugte tøj via app’en “reshopper”. Jeg giver det meste af børnenes bruge tøj væk via diverse “bortgives”-sider på Facebook, men noget af det er stadig så fint, at jeg synes, det fortjener at blive solgt.
- Løbe i skoven, fordi en løbetur altid gør mig glad. Nogle gange glemmer jeg det, når jeg sidder indenfor i varmen og kigger ud i det regnvåde, mørke. Men når jeg først kommer afsted, bliver jeg helt høj af bevægelse, glad for min krop og taknemmelig for den fine natur.
- Lukke naturen ind; et projekt jeg har sammen med min ældste datter både forår og efterår – lige der, hvor vi enten er utålmodige efter, at foråret skal vise sig eller vemodige over, at efteråret er ved at slutte. Helt enkelt går vi en tur i skoven med kurv, skovl og saks og graver og klipper alt sprødt, grønt og blomstrende, for derefter at sætte det i vaser indenfor. Det er virkelig hyggeligt og skaber glæde både under og efter aktionen.
Træk naturen ind kurven fuld af grene og blomster Igang med at sætte i vaser Færdig!
I februar og marts vil jeg huske at…
Genbruge mit tøj med fokus på:
- Små, fine halstørklæder i halsen (og om håret).
- Hvidt i hvidt – fordi jeg er gammel nok til at kunne holde hvidt tøj rent, og det er en nem måde at lave et sæt på som alligevel ikke bliver for meget et sæt.
- Bruge lyselilla sammen med lyserød – inspireret af min søster, der engang sagde: Forår giver mig en trang til at gå i pastelfarver. Jeg har ikke helt trangen, men måske jeg kan lade som om, og lokke foråret på vej?
- Mikse safari og dyreprint og huske mig selv på, at det ikke ser fjollet ud, selvom jeg blot skal en tur til Lyngby.
- Afprøve kåbe-stilen forsigtigt med en åben skjorte-kjole for måske på sigt at blive modig nok til at køre fuld kåbe uden at føle mig som Maude, der er på vej i seng.
- Være fin på en tirsdag i min mormors gamle smykker, satin og hårbøjle og glimmersokker i skoene.
- Finde culotte-bukserne frem og bruge dem med flade sko, selvom jeg kun er 163,5 cm høj. Det ser jo pænt ud til andre!
Moodboard; februar og marts Moodboard; februar og marts Moodboard; februar og marts