Om Siggab

Det startede med en blog om gratis glæder som en vej til at leve et anderledes liv med mindre forbrug, mere tid og frihed til at leve et passioneret liv.

Siden har det udviklet sig til en hjemmeside med ideer, inspiration og bistand til at leve et anderledes liv, hvor forbrug fylder mindre til fordel for passion og virkelyst.

Hvorfor mindre forbrug via gratis glæder?

Gratis Glæder er ikke kun et smil på læben og sparede penge. Det er en tilgang og et bevidst fokus, som præger mit værdisæt, handlinger og måde at omgås andre mennesker.

Gratis Glæder handler om at være opmærksom og glad for det, vi har, fremfor at hige efter mere, større og bedre. At bruge og nyde det, som ligger lige for, hvad enten det gælder venner, familie, naturen, din kat, den søde kassedame i Netto eller bare tilfredsheden med sig selv.

Gratis Glæder handler om at udvise omhu og få meget ud af lidt gennem genbrug, genanvendelse, gør-det-selv projekter. Det er gratis og giver en kæmpe tilfredsstillelse at skabe noget selv.

Gratis Glæder handler om at tage sig tid til at glædes ved andre mennesker og værdsætte deres venlighed, hjælpsomhed, sødme, opmærksomhed eller selv inspirere til samme. Ikke kun mennesker, vi allerede kender, men også den hjemløse, der sælger “Hus Forbi”, den ældre dame foran dig i køen i supermarkedet, den snottede unge i bussen osv. At være sød, gør dig sød – så enkelt er det. Og det smitter.

Gratis Glæder er også at være nysgerrig, fumlende og legende. At turde prøve nye ting, deltage i nye sammenhænge, se verden fra et andet perspektiv, smage noget nyt. Være åben ud fra devisen om, at det du ikke ved, gør dig klogere.

Gratis glæder er en måde at leve minimalistisk

Gratis Glæder er et “begreb” jeg fandt på for et par år siden, hvor jeg ønskede at vise mine børn, at der var andet og mere end shopping, store is og charterferie at juble over. Gratis Glæder blev herefter et ord, som vi i vores familie brugte som både benævnelse og inspirationskilde til udflugter, aktiviteter, projekter og til sidst påskønnelse af dem som “er”.

Spar penge og få mere frihed

Siden blev Gratis Glæder en nødvendighed, da jeg sagde mit job op og vi måtte lægge vores økonomi om. Via Gratis Glæder oplevede jeg en følelse af frihed, fordi jeg erfarede, at jeg og min familie let kan være glade uden at det koster noget. Uden, at begge forældre arbejder på fuld tid. Uden to biler og nyt tøj.

Det gav mig overskud og mod til at forfølge min drøm om at arbejde med formidling. Kommunikere klart og tydeligt og fortælle historier, der inspirerer til et andet liv, hvor mod, passion og medmenneskelighed er dominerende.

Mit ønske med min hjemmeside er at dele mine erfaringer med Gratis Glæder og inspirere til at leve et passioneret liv ved at fortælle historier om andre, som har taget springet og forfulgt deres drømme.

Det er ikke rocket science eller evidensbaseret viden testet på mus og rotter. Det er mine erfaringer og ikke mindst ambition om at ændre samfundets fokus. Om det er interessant og giver pote – det må tiden vise.

Derudover bistår jeg med formidling, kommunikation og markedsføring. Skriv eller ring, hvis du har brug for hjælp til at afklare dit budskab og få det ud i verden.

“Fordi tid er liv, og livet bor i hjertet”

– Michael Ende

Kontakt mig

Du er meget velkommen til at følge min side eller kontakte mig. Du kan evt. tilmelde dig opdateringer via e-mail ikonet. Når der er nyt på siden, får du en e-mail. Husk at tjekke din junk/spam bakke første gang, den ryger nogle gange derind ved en fejl.

error

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.