Mine søskendende er noget af det bedste, jeg har. De kender mig på en måde, som går bag om det, jeg siger og gør. De ved, hvis mit smil ikke er ægte eller jeg griner falskt. De hører på min stemme, når jeg er trist og ser i mit blik, når jeg er stresset. De ved, hvad der har ledt mig til, hvor jeg er i dag, og hvem jeg er. De kender min historie og de hændelser, som er for pinlige eller flove at sige højt.
De ved fx, at jeg mobbede andre børn, da jeg gik i folkeskolen. At jeg var en rod og hård banan, men kun fordi jeg var usikker. At jeg var genert og ikke turde sove ude. At jeg kyssede med en dreng som hed Erik i 4 klasse, men aldrig har drukket mig skingrende fuld, fordi jeg har dårlige erfaringer med fulde mennesker. At jeg ikke er sur, fordi jeg glemmer at indsætte emojis i en besked og at min musiksmag stoppede og døde med Kim Larsen. At jeg er utålmodig og hurtig og at det både er min styrke og svaghed.
Fra enebarn til tre søskende
Indtil jeg var 9 år, boede jeg alene med min mor. Så blev min mor forelsket i min bedste venindes far og omvendt. De flyttede sammen og min bedste veninde blev min søster og hendes storebror blev også min. Tre år efter fik vi en fælles lillesøster, som er familiens øjesten.
Jeg snakker i telefon medmine søstre ugentlig og følger med i deres hverdag. Jeg ser dem ofte alene eller sammen med mand og børn. Jeg har været på flere ferier med min bror og hans familie.
“True love”
Da jeg var allermest frustreret og i krise over, hvem jeg var, og hvad jeg ville med mit liv, var det dem, jeg snakkede med. Når jeg lykkes, er stolt eller glad, er det dem, jeg skriver eller ringer til. Jeg ved, at de aldrig vil dømme mig for at prale med mine succeser eller se mig som ussel og svag, fordi jeg er sårbar. De holder af mig, tror på mig og vil mig det bedste, fordi jeg er mig og deres søster.