
Jeg kom i kontakt med Sis via Instagram, hvor hun blogger om at leve mere for mindre. Jeg tror vores første “snak” handlede om hjemmelavet chai-latte. Den næste om fiskeolie, som jeg begyndte at spise i forbindelse med mit anti-inflammatoriske eksperiment. Sis er hjemkundskabslærer og har i den forbindelse undersøgt markedet for fiskeolie samt virkningerne af forskellige typer. Da hun læste, at jeg spiste Nettos fiskeolie skrev hun til mig, om jeg ikke ville prøve Eqology fiskeolie, som hun forhandler og står inde for. Det blev starten på et dejligt bekendtskab med Sis, som udover viden om fiskeolie og erfaring med at spare penge, rummer en sødme og energi, som for mig har været og er en stor gratis glæde af en kaliber, der ikke kan prissættes.
Sigga
Interview med Sis Andersen; sådan lever du mere for mindre og sparer 150.000kr.
Sis Andersen blogger om, hvordan man i den travle hverdag kan spare penge. Hvordan vi alle sammen kan ændre små ting i hverdagen for at kunne lægge lidt til side hver eneste dag. De erfaringer, deler hun til glæde for sig selv og andre. Du kan se og læse Sis’ blog her
Sigga: Du har sparet de sidste tre år for at nå dit mål, om at rejse med din datter i min. 1 år. Hvad har du konkret gjort?
Sis: For tre år siden kom vi hjem fra en 3-uger lang rejse til Thailand. Vi oplevede her ”at stige af ræset”, som helt konkret betød, at vi ikke levede efter en kalender eller uret. Vi havde tid til at nyde nuet. Det lyder så kliche-agtigt, men pludselig havde vi tid til at se hinanden og lære hinanden endnu bedre at kende som familie!
Min datter og jeg blev hurtigt enige om, at det ville vi noget mere, men med en flyvsk hverdag, hvor der skal betales faste udgifter, kan det hurtigt gå i glemsel igen. Vi fandt en skattekiste og heri lagde vi i begyndelse de penge, som vi følte var ”overskud”. Det var f.eks., når min datter fik lidt penge af naboerne eller bedsteforældre, og når jeg fik penge i gave. Stille og roligt fik vi sat tingene i system og blev enige om at lægge så meget som muligt til side.
Sigga: Hvor meget har I sparet op?
Sis: Dagligdagens udgifter er store, når man som jeg, har siddet i ejet hus alene og med et barn boende hjemme fuld tid. Derudover har det ift. mit arbejde været nødvendigt at have en bil. På de tre år har vi, uden at føle at vi har manglet noget og stadig taget på ferie, sparet 150.000 kroner sammen.
Det helt store skridt tog jeg, da jeg valgte at sælge mit hus. Det kostede meget overvejelse, for det er som at fjerne et sikkerhedsnet. Det var skræmmende og føles sårbart. Samtidig har det været en fantastisk lettelse at fjerne de meget tunge udgifter! Dog betyder det, at vi må lukrere på venner og families godhed, når vi kommer hjem fra vores rejse, for vi har ikke noget hjem.
Sigga: Hvilke udgiftsposter har du sparet mest på?
Sis: Der hvor jeg virkelig har kunne mærke en forskel, har været, da jeg 100% lagde madplaner og overholdt dem. Det, der i høj grad dræner et budget er, når man tager ud og handler og ”kommer til” at putte noget i indkøbskurven, som man ikke skulle bruge. Med en madplan, der ikke kun omhandlede aftensmaden, fandt vi anvendelse for alle rester og det kan virkelig betale sig. På den måde kan rigtig mange mennesker helt sikker spare en masse.
Sigga: Hvilke ændringer har været lettest at gennemføre?
Sis: Det hele har faktisk været forholdsvist let. Samtidig har det været sjovt. For mig har der åbnet sig nye muligheder, når jeg har afprøvet noget nyt, som f.eks. at sætte en masse grøntsager i haven, så der kunne spares på madbudgettet over året. Så ud over besparelserne, har det været en spændende rejse!
Sigga: Hvilke ændringer har været sværest at gennemføre?
Sis: Vi elsker at rejse og at opleve. Vi havde derfor sat som mål, at vi ikke ville tage på ferier før 2019. Det har vi ikke overholdt! Derfor er det blevet en kunst at forsøge at finde så gode, men alligevel billige rejser, når vi har været afsted. Vi er helt klar over, at det har gjort, at vi ikke har sparet så meget sammen som planlagt, men det var et valg, vi traf.
Sigga: Du har en datter på 15 år? Hvad synes hun om dit spare-projekt? Og har du også sparet på udgifter som mad, tøj, lommepenge og oplevelser til hende?
Sis: Frida på 15 år, er endnu bedre til at spare end jeg er. På det punkt er hun under ingen omstændigheder en normal teenager! Hun vil hellere arve tøj frem for at gå ud og købe. Når hun skal afsted med sine venner, takker hun oftest nej til at få penge med, fordi hun hellere vil have, at vi sparer op. Hun får naturligvis nyt tøj, når det kræves og hun oplever ikke, at hun lider afsavn. For hende har det været lige så spændende at spare op, som det har været for mig. Den eneste gang hun syntes jeg var lidt for meget, var da jeg opsagde vores tv-abonnement og deklarerede, at nu skulle vi leve uden tv! Vi nåede et kompromis, hvor vi købte Netflix, men ikke andet.
Sigga: Hvordan har din familie og venner reageret på dit spare-projekt? Har det på noget tidspunkt stillet dig i vanskelige situationer? Fx at du har måtte sige nej til oplevelser, aktiviteter, fester, restaurantbesøg eller lignende?
Sis: Da målet blev sat, måtte jeg samtidig erkende, at jeg er en livsnyder! At være social er vigtigt for mig. Vi lever i en verden, hvor folk gerne vil spare penge, men måske ikke lige tænker over, hvordan det kan lade sig gøre. En af de ting vi har gjort, er at mødes i skoven til dagsarrangementer, hvor alle tager noget med. Det samme har gjort sig gældende, når vi er mødtes hjemme. Hvis jeg har foreslået, at alle tager lidt med til et fælles bord, er det blevet imødekommet med kyshånd. Vi har været meget åbne om vores mål og derfor er vi måske sluppet for invitationer til ting, vi måske skulle ende med at sige nej tak til.
Sigga: Udover, at du har sparet penge og nu kan realisere din drøm om at komme ud at rejse, har du da opnået andre positive effekter ved at spare?
Sis: Vores rejse skal ikke være ”Once in a lifetime”, og det er blevet en del af vores liv at spare. Vi er på ingen måder nærige og vil altid byde andre på et aftensmåltid eller en kop kaffe, men vi sparer, hvor vi kan! Det fortsætter vi uden tvivl med. Det har indtil nu været en utrolig positiv oplevelse! Vi fik f.eks. høns, så vi kunne få æg og føle anvendelse for vores madrester. Det har været – og er – rigtig spændende at høre om andre folks idéer til, hvordan man kan spare penge i hverdagen. Det har givet nogle fantastiske samtaler og en følelse af samhørighed.
Sigga: Nu er det her en blog om gratis glæder. Vil du dele dine top fem gratis glæder?
Sis: Når en stor del af livet handler om at spare penge sammen, så er ”gratis glæder” et fantastisk begreb.
- Det koster intet at invitere venner og familie med en tur ud i naturen og det giver fantastiske snakke at være sammen ude i det fri.
- Jeg elsker at tage på café med veninder, og det gør jeg stadig, men lige så ofte forsøger jeg at få mine veninder med ud at gå en tur. En tur ud i ”det blå” i stedet for f.eks. at gå ud at shoppe.
- En anden ting er at sidde og kigge ud i ”ingenting” helst udenfor – nogle vil kalde det ”at stene” mens andre vil kalde det at meditere. Om det hedder det ene eller det andet, så er det berigende!
- Bøger! Engang købte jeg nye bøger eller ønskede mig dem. Nu benytter jeg mig af biblioteket og har forbudt mig selv at købe nye og brugte bøger! Bøger er en verden til oplevelser. Både til at drømme sig væk, men også til at blive klogere på en masse ting.
- Man hører ofte folk med have brokke sig over alt det der skal laves. Men en have er det billigste fitnesscenter ever! En have kræver så meget arbejde og giver så meget igen. Jeg elsker at være ude i en have og lave alt muligt. Det er naturligvis sjovest i selskab med andre, men også alene!