Fællessang er bedre end kaffe

Det er fredag og klokken er kvart over 8. Jeg har endnu ikke drukket min morgenkaffe, sat mit hår eller lagt make up.  Jeg smiler fjoget fra det ene øre til det andet og griner lidt af ingenting. Jeg nynner julesange og danser med kroppen, mens jeg prøver at cykle. Jeg nikker og hilser på alle og siger “glædelig jul”, selvom det endnu er november.

Kort sagt ligner jeg en, der har akut brug for søvn efter en alt for våd julefrokost, hvor jeg ikke formåede at stoppe i tide, men tværtimod faldt i søvn i S-toget. Sandheden er, at jeg har været til morgensang på Lundtofte skole.

Morgensang

Samtlige klasser op til sjette og et hold sangglade forældre sang dagen i gang. Vi knipsede med fingrene, klappede med hænderne og sang med på årets første julesange, mens vi smilede indforstået til hinanden. Sammen var vi stolte over børnene, der sang. Rørte over deres umiddelbare glæde og lyst til spontant at danse. Vemodige, ved tanken om, at børnene bliver store, og at vi selv bliver ældre. Nostalgiske ved de minder, julesangene vakte. Høje på følelsen af at være en del af et fællesskab, hvor vi er med, bare fordi vi er der og synger. Måske falskt, måske ude af takt eller lidt for højt. Det er lige meget, for kun ved at være der, kan vi sammen skabe den helt specielle stemning, som ikke kan købes for penge.

I dag var det min datters klasse, som sang for med sangen “Last Christmas”. Hele klassen sad på et podie og sang. Min datter sad i midten. Hun smilede, grinede og kastede med håret, som piger gør. Ingen andre end hendes lærere, jeg og hende vidste, hvor meget hun har kæmpet med sig selv for at sidde der og være synlig.

Tak

Tak for sangen. Tak for dygtige, engagerede lærere. Tak for fællesskabet. Tak for invitationen til at deltage. Tak for at give mig et skud god karma og energi. Tak for glæden. Tak for at fastholde fokus på at skabe livsduelige, rummelige elever gennem sammenhold, musik og spontan glæde fremfor test, måling og performance. Tak!