
Gratis glæde ved at genbruge og genanvende materialer og sammen skab noget nyt og brugbart – gratis

Jeg elsker at gøre et kup. Enten ved at genbruge eller købe noget brugt eller billigt. Jeg synes, det er sjovt at få lidt ud af meget og at give brugte eller gamle ting nyt liv. Hver gang det lykkes, er det som at sætte streg under min mission med at dyrke de gratis glæder.
Klunsede osb plader
Min genbo fik leveret nogle nye lænestole i sommers. Lænestolene var pakket godt ind i to kasser af osb plader. Efter at lænestolene var pakket ud, blev pladerne stillet ud til storskrald. Men jeg var hurtigere end skraldebilen og slæbte pladerne hjem til os. I lang tid stod de i vores kælder og var anledning til en løbende diskussion mellem mig og min mand. Jeg ville have, at vi skulle lave en ny reol af osb pladerne. Min mand syntes, de var for grimme, og at vi skulle smide dem ud. Men jeg vandt!
En eftermiddag tog vi osb pladerne op, skar dem til, sleb dem og bankede dem sammen til en reol med søm. Og vupti, så havde vi en ny reol af osb plader.
Nu har reolen stået i vores stue i 2 måneder. Jeg synes stadig den er flot. Og endnu bedre, jeg synes min mand er mega sej, at han på en eftermiddag kunne flikke den sammen, trods modstand mod projektet. På den måde er reolen lidt en kærlighedserklæring, tænker jeg. Han gjorde det for min skyld. Så hver gang jeg går forbi den nye reol af osb plader, tænker jeg kærlige tanker om min handy man.
