
I mine første 39 leveår har jeg aldrig vundet en flyvende fis. Men efter jeg meldte mig ind i Real Dania i mit 40’ende år, har det ændret sig.

Dating med Real Dania
Jeg meldte mig ind i Real Dania i sommerferien, fordi jeg tænkte, at det kunne danne ramme for dates mellem min mand og jeg. Den type dates, som er romantiske, fordi vi er sammen om en fælles nysgerrighed og ikke kigger hinanden dybt i øjnene. Og så for at vinden bogen “Turen går til Real Dania”, som jeg længe har kigget på.
Jeg vandt bogen, er stadig medlem, men har endnu ikke været på tur med min mand. Til gengæld har jeg i dag været på tur med både manden og to ud af tre børn til BLOX.
BIG udstillingen BIG udstillingen BIG udstillingen
Foredrag, guidet tur, sanse-oplevelse, workshop og frokost – Gratis!
Jeg var nemlig så heldig at vinde fire billetter til et arrangement for både børn og voksne. Et arrangement, som indeholdt en guidet sansetur for børnene med fokus på, hvordan man ikke blot ser, men sanser en bygning samt en workshop, hvor de fik lov til at boltre sig i krea-gadgets og bygge små model-bygninger.

For de voksne var der først en fin introduktion til, hvad Real Dania er og hvilke byggerier og projekter, Real Dania støtter. Dernæst en spændende rundvisning i BLOX, som er en fantastisk interessant bygning med en vild historie og ambition, som umiddelbart er lykkes. En del af ambitionerne med bygningen var bl.a. at den skulle fungere som en levende by i byen og dermed være i brug hele døgnet. Derfor rummer bygningen forskellige funktioner som parkeringskælder, kontor, museum, fitnesscenter , cafe, restaurant og boliger. Det var enormt livsgivende at være så tæt på andre menneskers dagligdagsliv og få lov til at kigge ind uden at være den klamme belurer.

Efter den børn- og voksne opdelte rundvisning og workshop var der fælles frokost med frisksmurte sandwich og vand. Alt. sammen helt gratis!
Tak
Jeg synes, det er fantastisk, at min familie og jeg fik sådan en fin oplevelse. Vi havde aldrig selv fundet på at besøge BLOX (jeg vidste faktisk ikke, at det eksisterede), og jeg havde aldrig kunne lokke mand og børn med, hvis det ikke var noget, som jeg havde vundet billetter til.
Vi havde aldrig fået mulighed for at høre de spændende foredrag, og jeg havde aldrig fået børnene til at deltage i en workshop. Jeg føler mig meget heldig og vil helt sikkert deltage i flere arrangementer og selvfølgelig også konkurrencer fra Real Dania.